SF i stormvejr: Dyhrs regeringsprojekt møder modstand på de indre linjer
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, har sat kurs mod at gøre partiet til et statsbærende og kompromissøgende regeringsparti, men det udløser heftig intern debat og åbenlys modstand i baglandet, ansporet af etiske skandaler og politiske løftebrud.
Et nyt politisk projekt
Siden Pia Olsen Dyhr førte SF ind i regeringens maskinrum, har hun forsøgt at bevæge partiet væk fra rollen som rendyrket protestparti og over mod en resultatorienteret, pragmatisk og midtersøgende magtposition.
Regeringspragmatisme
Fokus er flyttet fra at stille ultimative krav fra den yderste venstrefløj til at indgå de svære, materielle kompromiser, der kræves for at fastholde regeringsmagten.
Økonomisk ansvarlighed
Dyhr har argumenteret for nødvendigheden af at sluge store politiske kameler på den økonomiske politik for til gengæld at få fingeraftryk på den overordnede velfærds- og klimadagsorden.
Bredere appel
Målet er at appellere direkte til de brede midtervælgere og skuffede socialdemokrater, der ønsker en grønnere profil, men som skræmmes af venstrefløjens uforudsigelighed.
Interne kampe og etiske kriser
Den nye pragmatiske regeringslinje bliver ikke modtaget med åbne arme af alle i baglandet. Interne fraktioner og det traditionelle socialistiske bagland beskylder ledelsen for at sælge ud af partiets sjæl og etiske fundament.
Skatte-løftebruddet
Kritikere mener, at partitoppen har ofret den grundlæggende socialistiske fordelingspolitik. At Pia Olsen Dyhr tidligere har sagt kategorisk nej til skattelettelser for de rigeste, men nu i regering går med til netop dette, opfattes som et svigt af dimensioner.
Værdikollaps i MeToo-sagen
Forholdet mellem ledelsen og græsrødderne er blevet yderst spændt efter ansættelsen af en rådgiver/konsulent, der tidligere er fyret på grund af en MeToo-sag.
Dobbeltmoral og utilfredshed
Det skaber vrede, at et parti, der udadtil profilerer sig hårdt på feminisme og nultolerance over for sexisme, indadtil træffer pragmatiske beslutninger, der strider direkte imod disse værdier.
Kompromisernes konsekvenser
Det mest radikale brud med SF's historiske DNA under Pia Olsen Dyhrs regeringsdeltagelse er sket på fordelingspolitikken og partiets interne moralske kompas. Hvor partiet tidligere dyrkede en konsekvent afvisning af ulighedsskabende reformer, navigerer SF nu inden for en benhård realpolitisk ramme.
Skattepolitikken
- Fra ultimativ modstand til accept: Før regeringsdannelsen var modstanden mod skattelettelser til de rigeste urokkelig, men regeringsansvaret ændrede alt.
- Accept af realiteterne: Dyhr har fastslået, at hvis man vil have gennemført sin klimapolitik, må man acceptere økonomiske indrømmelser til de øvrige regeringspartier.
- Troværdighedstab: SF under Dyhr kæmper nu med at forklare vælgerne, hvordan de stadig kan forsvare økonomisk lighed som en ufravigelig kerneværdi.
Ligestilling og MeToo
- Opgøret med principperne: Ansættelsen af en MeToo-fyret konsulent har skabt en fortælling om dobbeltmoral, hvor Christiansborg-erfaring og kompetencer i sidste ende vægtes højere end tryghed og feministiske principper.
- Forklaringsproblemet: Partiledelsen har haft utroligt svært ved at forsvare ansættelsen offentligt uden at relativisere partiets egne normer.
- Fløjkrigen om værdier: Baglandet beskylder ledelsen for at have overtaget en kynisk magtdiskurs, hvor målet helliger midlet.
| Sammenligning: Økonomisk fordeling på centrum-venstre | ||
|---|---|---|
| Parti | Strategisk tilgang til fordelingspolitik | Politisk formål |
| Socialdemokratiet | Pragmatisk magtudøvelse. Accepterer skattelettelser som et værktøj for at fastholde en bred regering. | At bevare regeringsmagten og fremstå som statens ansvarlige forvalter over midten. |
| SF (under Dyhr i regering) | Taktisk kapitulering. Skubber den hårde fordelingspolitik og skattestop for de rige i baggrunden til fordel for kompromiser. | At transformere partiet fra en kritisk opposition til et blivende, magtfuldt regeringsparti. |
| Enhedslisten | Konsekvent modstand. Direkte kamp mod enhver form for skattelettelser til de rigeste og forringelser af velfærden. | At beskytte den klassiske socialistiske identitet og vinde de skuffede S- og SF-vælgere. |
Konsekvenser for forholdet til kernevælgerne: En svækket alliance
Ved at indgå i regering og sluge kameler på både skatte- og ligestillingsområdet har Dyhr gjort partiet spiseligt for den brede midte, men samtidig sat tilliden over styr hos kernevælgerne.
Faldende troværdighed
Progressive unge og klassiske socialister har svært ved at spejle sig i et parti, der belønner MeToo-krænkere med ansættelser og accepterer at udhule ligheden gennem skattelettelser til toppen.
Offensiv på resultater
SF's ledelse satser alt på, at konkrete politiske udspil og grønne aftaler i regeringsarbejdet i sidste ende vil overskygge løftebruddene og personsagerne, når der igen skal udskrives valg.
DONG-traumet spøger: Kan SF overleve regeringsmagten denne gang?
Da SF senest var i regering (2011-2014), endte det i et historisk traume. Salget af DONG Energy til Goldman Sachs udløste et internt oprør, der tvang formand Annette Vilhelmsen til at trække partiet ud af regeringen. Spørgsmålet er nu, om Pia Olsen Dyhr har lært af fortiden, eller om partiets aktuelle kompromiser om skattelettelser og etiske skandaler kan udløse en ny nedsmeltning.
Skyggen fra 2014 vs. virkeligheden i dag
For at forstå risikoen for et nyt SF-kollaps, må man se på forskellene mellem DONG-krisen og partiets nuværende regeringsdeltagelse.
Dengang (2014)
Partiet var dybt splittet i fløje. Annette Vilhelmsen var en svag leder, valgt af græsrødderne, men uden fuld opbakning fra folketingsgruppen.
Villy Søvndal havde skabt tårnhøje forventninger ("Willys tryllestav"), som kolliderede brutalt med SRSF-regeringens reformpolitik.
Nu (Under Dyhr)
Pia Olsen Dyhr har brugt mere end et årti på at strømline SF. Hun har et jerngreb om folketingsgruppen og har professionaliseret partiapparatet. Oprør fra baglandet har langt sværere ved at få fat i dag, selvom sagerne om skattelettelser til de rigeste og MeToo-ansættelsen skaber dyb rumlen.
Pia Olsen Dyhr har systematisk forberedt baglandet på, at magt koster blod, sved og tårer. Alligevel har accepten af skattelettelser til toppen chokeret mange, fordi Dyhr tidligere havde trukket netop dette som en absolut grænse.
Kan SF blive tvunget ud af regeringen igen?
Ja.
Selvom ledelsen er stærkere i dag, har ethvert parti en smertetærskel. Den tærskel nås, når omkostningerne ved at være i regering (løftebrud og identitetstab) overstiger gevinsterne (konkrete politiske resultater).
Hvis sagerne om skattelettelser for de rigeste og dobbeltmoral i MeToo-sager bider sig fast, og kernevælgerne begynder at flygte i stor stil mod Enhedslisten eller Alternativet, kan panikken sprede sig fra baglandet ind i folketingsgruppen. Hvis Dyhr mister grebet om narrativet – at SF gør regeringen "grønnere og rødere" – vil presset for et exit vokse eksponentielt.
De nye røde linjer: Hvad er DONG-sagen i 2026?
Hvor DONG-salget handlede om kapitalisme versus statsejerskab, ligger SF's moderne røde linjer primært på klimaet og velfærdsstatens kernesikring. Hvis SF skal trække sig, vil det sandsynligvis ske på en af følgende tre "DONG-sager":
Et eklatant klimasvigt
(Klimaet er SF's eksistensberettigelse)
Klimapolitikken er Dyhrs primære argument for overhovedet at sidde i regering.
Hvis regeringen udvander en reel og bindende CO2-afgift på landbruget, eller hvis det står klart, at Danmarks 2030-klimamål opgives eller udskydes til fordel for erhvervsinteresser. Hvis SF ikke kan levere markant på den grønne dagsorden, falder hele regeringsprojektets legitimitet til jorden.
Voldsomme forringelser af klassisk velfærd
SF har allerede ofret deres fordelingspolitiske profil ved at acceptere skattelettelser til de rigeste. Dette har opbrugt partiets kvote for højreorienteret økonomisk politik.
Hvis de skattelettelser skal finansieres gennem direkte nedskæringer på kernevelfærden (f.eks. forringelser af SU'en, højere pensionsalder uden et socialt sikkerhedsnet, eller besparelser på psykiatri og børn). Baglandet vil ikke acceptere, at SF administrerer en omfordeling fra bunden til toppen.
Et fundamentalt brud på rets- og værdipolitikken
Ansættelsen af den MeToo-fyrede rådgiver var et alvorligt etisk fejltrin, der ridsede SF's lak som feministisk frontkæmper, men det vælter næppe regeringsdeltagelsen alene. Det viser dog en sårbarhed.
Hvis regeringen fremsætter lovgivning, der bryder åbenlyst med internationale konventioner, markante asylstramninger der rammer børn, eller nye sager, der demonstrerer en total kynisme over for ligestilling og minoriteter. SF's ungdomsorganisation (SFU) og græsrødderne vil ikke lade ledelsen overleve endnu et markant svigt af partiets humanistiske og etiske kompas.