Når weekendkurset gør dig til ekspert: Inkompetencens indtog i demokratiet
I de danske foreninger, andelsboligselskaber og politiske partier hersker der en stille, men ødelæggende kultur. Det er fænomenet, hvor folk efter et par kursusdage eller et årti på gulvet tror, at de er klar til at bestemme over hele maskineriet. Det er en historie om, hvordan anciennitet er blevet forvekslet med faglighed, og hvordan en dårlig kultur lader det ske.
Boligforeningen
Vi kender alle typen. Ham eller hende, der har siddet i afdelingsbestyrelsen i den almene boligforening i 12 år. De har kæmpet med hækkeklipperen og budgettet til den årlige sommerfest. Nu mener de, at tiden er inde til at rykke op i organisationsbestyrelsen – dér, hvor de helt store millionbeslutninger om nybyggeri og helhedsplaner tages. Men hvad er deres kvalifikationer? Anciennitet.
Fagbevægelsen
Tillidsrepræsentanten, der har kæmpet den gode kamp på gulvet i årevis, vil pludselig have sæde i hovedbestyrelsen. De har set uretfærdigheder og forhandlet lokalaftaler. Men når de skal forhandle overenskomster for 200.000 medlemmer, mangler de indsigten i makroøkonomi, jura og den politiske spilforståelse, der kræves. Alligevel presser de på ud fra retorikken om at have "været i systemet længst".
Politikken
Partiforeningens trofaste bestyrelsesmedlem har delt valgflyers ud i 15 år. Nu vil de have et folketingsmandat. De rykker fra baglokalet til landspolitik, men deres værktøjskasse består af et par weekendkurser i kommunikation. De mangler ofte forståelse for statsforfatningsret eller offentlig økonomi. Men de kræver pladsen, fordi de mener, at tålmodighed er en valgbar kompetence.
Dårlig kultur understøtter middelmådigheden
Den værste del af denne glidebane er ikke individerne. Det er den kultur, der lader dem slippe afsted med det. Der er en uskreven regel i mange af disse organisationer, der lyder: "Du har gjort din tjeneste, nu er det din tur."
Det er en farlig tankegang, fordi den fjerner fokus fra evner og retter det mod belønning. Når en bestyrelse eller en vælgerforening accepterer, at en kandidat "har betalt sin gæld til fællesskabet", så sænker man barren for, hvad der kræves af ledelse.
Problemet forstærkes af, at de professionelle og de virkelige eksperter ofte tier. De orker ikke kampen. De ser, at der bliver siddet på pladserne af personer, der mest af alt ligner en udgave af "Dunning-Kruger-effekten" i praksis – de inkompetente ved ikke, at de er inkompetente, fordi de mangler evnen til at indse deres egne mangler.
Konsekvensen er, at boligforeningerne træffer dårlige investeringsbeslutninger, fagforeningerne forhandler svagere overenskomster, og de politiske partier stiller op med kandidater, der taber folkelig opbakning, fordi de ikke kan håndtere kompleksiteten i virkelighedens Danmark.
Opgør med "tur-mentaliteten"
Hvad skal der til for at bryde denne negative spiral?
-
Krav om gennemsigtige kompetenceprofiler: Når der er valg til en bestyrelse, skal det stå klart, hvad der kræves af faglige forudsætninger – ikke bare antal år på posten.
-
Mere professionel udvikling: Anciennitet i sig selv er ikke en uddannelse. Bestyrelsesmedlemmer bør som minimum gennemgå certificerede forløb i økonomistyring og ledelse, før de får adgang til de tunge poster.
-
Mod til at sige "nej": De etablerede kræfter i organisationerne (formænd, næstformænd og direktører) må tage et ansvar. De må sige fra, når en ufaglært kandidat presses frem af "retfærdigheds"-hensyn frem for kvalitetshensyn. Det koster politisk kapital, men det er nødvendigt.
Der er ingen skam i at have været med på gulvet i mange år. Tværtimod er det en uvurderlig erfaring. Men erfaring fra gulvet gør dig ikke til ekspert på 15. sal. At sidde i en afdelingsbestyrelse gør dig ikke automatisk egnet til at sidde i en organisationsbestyrelse, ligesom det at have forhandlet en lokal lønpakke ikke gør dig til overenskomstforhandler.
Lad os værdsætte og respektere anciniteten for det, den er – et fundament. Men lad os holde op med at forveksle den med den kompetence, der kræves for at bygge ovenpå. Hvis ikke vi gør det, ender vi med et demokrati i forfald, båret af folk, der har for meget erfaring til at lytte og for lidt viden til at lede.