Køn, magt og ideologi: Hvorfor fløjene tiltrækker forskellige bevægelser

I den politiske debat er der visse emner, der næsten konsekvent placerer sig på hver sin side af det ideologiske spektrum. Spørgsmålet om køn, seksualitet og magt er ingen undtagelse. Hvorfor er det lige præcis venstrefløjen, der kæmper for kvinders og LGBT+-personers rettigheder? Hvorfor befinder incels, pick-up-artister og store dele af BDSM-miljøet sig på højrefløjen? Og hvorfor stemmer langt de fleste homoseksuelle på partier fra De Radikale til Enhedslisten? Denne artikel dykker ned i de komplekse sammenhænge mellem identitet, kultur og politisk tilhørsforhold og giver et detaljeret bud på, hvordan disse mønstre opstår.

LGBT+-rettigheder – en venstrefløjskamp fra start til slut

Når man ser på historien bag LGBT+-bevægelsen, er det slående, hvor tæt forbundet den er med venstrefløjens idealer om lighed, frihed og social retfærdighed. Allerede i 1970'erne var det venstreorienterede grupper som det danske Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse, der gik på gaden for at kræve afkriminalisering, anerkendelse og lige rettigheder. Disse grupper var ofte inspireret af marxistisk teori, der så undertrykkelse af seksuelle minoriteter som en del af et større system af kapitalistisk og patriarkalsk dominans.

Venstrefløjens kerneværdier – solidaritet, antiautoritarisme og kritik af traditionelle magtstrukturer – passer perfekt til en kamp for grupper, der historisk er blevet marginaliseret. Eksempelvis var det socialistiske partier i Danmark, der i 1989 stemte for det første lovforslag om registreret partnerskab, mens de borgerlige partier var splittede eller direkte imod. I dag ser vi samme mønster, når det gælder transpersoners rettigheder, kønsbekræftende behandling og beskyttelse mod diskrimination. Venstrefløjen insisterer på, at staten skal sikre lige muligheder for alle borgere, uanset seksualitet eller kønsidentitet, mens højrefløjen ofte taler om traditionelle familieværdier og privatlivets fred som værn mod "identitetspolitik".

Et konkret eksempel er folketingsvalget i 2019, hvor Enhedslisten og Radikale Venstre var de partier, der tydeligst markerede sig med krav om en samlet LGBT+-handlingsplan, mens Konservative og Nye Borgerlige afviste initiativet som unødvendigt særhensyn. Forskellen handler ikke kun om politik, men om grundlæggende menneskesyn: Venstrefløjen ser ligestilling som et kollektivt ansvar, højrefløjen ser det som et individuelt anliggende, og den kollektive tilgang har vist sig langt mere effektiv til at skabe reel forandring for seksuelle minoriteter.

Incels – ensomhed, vrede og højrefløjens omfavnelse

Incels – et sammentræk af involuntary celibates – er et fænomen, der primært har vokset sig stort på internettets yderkanter. Gruppen består overvejende af heteroseksuelle mænd, der føler sig afvist af kvinder og ude af stand til at indgå i intime relationer. Det interessante er, at denne gruppe i overvældende grad orienterer sig mod højrefløjen, ofte i dens mere ekstreme varianter. Men hvorfor?

Forklaringen ligger i incels' grundfortælling: De ser sig selv som ofre for et samfund, der ifølge dem har svigtet mændene. Kvinder har ifølge incels fået for meget magt, og den moderne datingkultur – med apps som Tinder og Bumble – har gjort udvalget så stort, at kun de mest attraktive mænd ("chads") får adgang til sex og kærlighed. Denne fortælling er i høj grad præget af en hierarkisk og biologisk deterministisk verdensforståelse, som ligger langt tættere på højrefløjens traditionelle kønsroller end venstrefløjens lighedstænkning.

På højrefløjen finder incels et sprog, der bekræfter deres vrede. Figuren "the black pill" – en fatalistisk overbevisning om, at ens udseende og sociale status er alt – er blevet optaget og forstærket af højreradikale miljøer som f.eks. den amerikanske kommentator Andrew Tate eller det såkaldte "manosphere"-univers. Her bliver incels' frustrationer kanaliseret over i en kritik af feminisme, som de ser som årsagen til deres egen lidelse. I Danmark ser vi lignende mønstre på debatfora som nationen.dk og i kommentarspor under artikler om ligestilling, hvor incellignende retorik ofte parres med stemmer på partier som Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.

Et centralt eksempel er incel-fænomenets reaktion på #MeToo-bevægelsen. Hvor venstrefløjen så #MeToo som en nødvendig oprejsning for ofrene, så incels det som et angreb på mænds ret til at tilnærme sig kvinder. Højrefløjens talerør – fra folk som Jordan Peterson til mere ekstreme skikkelser – gav incels en intellektuel platform, der legitimerede deres følelse af at være "tabere i et system, der hader mænd". Dette viser, hvordan ensomhed og afvisning kan politiseres og vendes mod venstrefløjens projekt om ligestilling.

PUA-miljøet – pick-up artister og den neoliberalistiske mand

Pick-Up Artist-miljøet – forkortet PUA – er en subkultur af mænd, der udvikler teknikker til at tiltrække og forføre kvinder. Tænk på bøger som Neil Strauss' The Game og internetfora som RSDNation eller The Attraction Forums. Også her er hovedparten af udøverne og tilhængerne at finde på højrefløjen, og det er der flere grunde til.

PUA-miljøet bygger på en grundlæggende opfattelse af, at seksuel tiltrækning kan reduceres til en række teknikker, der kan læres og mestres. Dette minder om den neoliberalistiske tankegang, hvor individet opfattes som en iværksætter, der skal optimere sin egen "markedsposition". PUA'er ser dating som et konkurrencepræget marked, hvor kvinder er præmier, og mænd er konkurrenter – en opfattelse, der harmonerer perfekt med højrefløjens hyldest af konkurrence, meritokrati og traditionelle kønsroller.

Samtidig er PUA-miljøet dybt kritisk over for feminisme og venstrefløjens ligestillingsprojekt. Ifølge PUA'er har feminisme gjort kvinder utilgængelige og egocentrerede, og de hylder i stedet "alpha"-maskulinitet som modgift mod det, de opfatter som en "feminisering" af mænd. Dette ses tydeligt i de danske PUA-miljøer, hvor navne som Kasper fra scor.dk og diverse "datingcoaches" ofte linker til højreorienterede podcasts og bloggere. Et konkret eksempel er den bølge af danske PUA-influencere, der under valgkampen i 2022 udtrykte sympati for Liberal Alliances skattelettelser og SRS (selvransagelse) – ikke fordi det handler om sex, men fordi de ser en sammenhæng mellem frihed til at tjene penge og frihed til at "score".

Endelig er PUA-miljøet kendetegnet ved et stærkt hierarki og en dyrkelse af succes, hvilket står i skarp kontrast til venstrefløjens idealer om flad struktur og kollektiv beslutningstagning. Hos PUA'er er der en klar rangorden – fra "newbie" til "master pick-up artist" – og denne struktur appellerer til mænd, der føler sig udenfor i et ligestillet samfund, men som drømmer om at klatre til tops i det seksuelle hierarki.

Kvinders rettigheder – en sag for venstrefløjen, fordi ligestilling kræver omfordeling

Når man spørger, hvorfor kvinders rettigheder primært er en venstrefløjssag, er svaret både historisk og strukturelt. Kvinders kamp for stemmeret, ligeløn, ret til abort og frihed fra vold har altid været tæt forbundet med venstrefløjens kamp mod ulighed. Det er ikke en tilfældighed, at den danske grundlovsændring i 1915, der gav kvinder stemmeret, blev båret af socialdemokrater og radikale, mens de konservative var imod.

Venstrefløjen forstår, at kvinders ulighed ikke kan afhjælpes alene med gode intentioner eller individuelle valg. Det kræver offentlige investeringer i daginstitutioner, ligelønslove, kvoter og en aktiv indsats mod kønsstereotyper i uddannelsessystemet. Det er en erkendelse af, at markedet ikke selv skaber ligestilling – tværtimod forstærker markedet ofte eksisterende skævheder. Derfor er det venstrefløjen, der går forrest med krav om øremærket barsel, bedre vilkår for deltidsansatte og styrket retshjælp til voldsudsatte kvinder.

Højrefløjen derimod taler ofte om "lige muligheder" snarere end "lige resultater" og mener, at kvinder selv må vælge, hvordan de vil indrette deres liv. Dette lyder umiddelbart neutralt, men i praksis betyder det, at man accepterer de strukturelle barrierer, som f.eks. lønkløften eller skæv fordeling af husligt arbejde, som noget, der løser sig selv over tid. De borgerlige partier i Danmark – især Venstre og Liberal Alliance – har historisk set været tilbageholdende med lovgivning, der griber ind i familielivet eller arbejdsmarkedet, hvilket har forsinket ligestillingen.

Et helt konkret eksempel er kampen for fri abort, som i Danmark blev vundet i 1973 efter et pres fra venstrefløjspartier og kvindebevægelser. I dag er det stadig Enhedslisten, SF og Radikale, der foreslår at styrke kvinders rettigheder yderligere – for eksempel ved at indføre ret til hjemmebringelse af aborter eller ved at sikre gratis prævention til unge. Højrefløjen ønsker typisk at overlade disse spørgsmål til den enkelte kommune eller til private aktører, hvilket skaber ulighed, fordi ressourcesvage kvinder rammes hårdest.

Homoseksuelle og partipolitik – fra Radikale til Enhedslisten

Det er veldokumenteret, at langt de fleste homoseksuelle i Danmark stemmer på partier til venstre for midten – især De Radikale, SF og Enhedslisten. En undersøgelse fra 2021 viste, at over 60 % af danske homoseksuelle mænd og kvinder stemte på et af disse tre partier, mens kun omkring 15 % stemte på borgerlige partier. Hvordan kan det være?

Forklaringen er både historisk og kulturel. De Radikale har siden 1970'erne ført en aktiv ligestillingspolitik og har haft åbne homoseksuelle folketingsmedlemmer som f.eks. Nanna Westerby, hvilket har skabt en tradition for, at partiet opfattes som det naturlige hjemsted for seksuelle minoriteter. SF og Enhedslisten har på samme måde haft LGBT+-venlige programmer og har kæmpet for alt fra ligestillet ægteskab til bedre vilkår for transpersoner. I modsætning hertil har de borgerlige partier – især Konservative og Dansk Folkeparti – haft en mere tilbageholdende eller direkte kritisk holdning til LGBT+-spørgsmål, hvilket har skabt en mistillid hos mange homoseksuelle.

Men det handler ikke kun om politik. Der er også et socialt og kulturelt fællesskab blandt homoseksuelle, der ofte placerer sig i de store byer, i kreative erhverv og i miljøer med en venstreorienteret grundtone. Mange homoseksuelle føler, at venstrefløjen forstår deres kamp for anerkendelse og respekt, mens højrefløjen ofte taler om "normale familier" og "kernefamilier" – begreber, der kan virke ekskluderende. Et konkret eksempel er, at LGBT+ Danmarks officielle partianbefalinger gennem årene næsten udelukkende er faldet på venstrefløjskandidater, og at det er venstrefløjens politikere, der stiller op til Copenhagen Pride og taler om diskrimination.

Endelig er der et element af gensidig identifikation: Mange homoseksuelle ser sig selv som en del af en bredere kamp mod undertrykkelse og ser deres egne erfaringer med at blive mobbet, ekskluderet eller overset i et heteronormativt samfund som en del af en større fortælling om social uretfærdighed. Denne fortælling er langt mere kompatibel med venstrefløjens klasse- og lighedsperspektiv end med højrefløjens individualisme og traditionelle værdisyn.

BDSM-miljøet – en overraskende højredrejning

Mens LGBT+-personer, kvinder og deres allierede primært befinder sig på venstrefløjen, er BDSM-miljøet – fællesskabet omkring bondage, dominans, sadomasochisme og magtudveksling – overvejende højreorienteret. Dette kan virke paradoksalt, fordi BDSM ofte involverer leg med magt, som kunne tænkes at appellere til venstrefløjens interesse for at udforske grænser og normer. Men når man graver dybere, giver mønsteret mening.

Hierarki og ritualer: For det første er BDSM-miljøet kendetegnet ved et stærkt fokus på roller, hierarki og ritualer. I en BDSM-scene er der en tydelig fordeling mellem dominant og underkastet, og disse roller er ofte fastlåste i en given session. Dette spejler den hierarkiske tænkning, som man finder på højrefløjen, hvor traditionelle autoriteter og klare rangordner værdsættes. Venstrefløjen er typisk mere optaget af at nedbryde hierarkier, hvilket gør BDSM-miljøets fokus på dominans og underkastelse mindre tiltalende for venstreorienterede.
Neoliberal intimitet: For det andet er BDSM-miljøet præget af en stærk individualisme og en høj grad af personligt ansvar. Deltagerne lægger stor vægt på samtykke og kontraktlignende aftaler ("safe words", "negotiations" osv.), hvilket kan tolkes som en neoliberal tilgang til intimitet: Alt er en forhandling mellem rationelle individer, der indgår frivillige aftaler. Denne tankegang ligger langt tættere på højrefløjens markedstænkning end venstrefløjens kollektive omsorgstænkning.
Æstetik og autoritet: Et tredje element er BDSM-miljøets æstetik og visuelle udtryk. Mange BDSM-miljøer trækker på militære uniformer, læder, latex og symboler fra autoritære regimer – tænk på nazistiske uniformer eller SM-klubber med nazistisk inspireret ikonografi. Dette er naturligvis kontroversielt, men det er et faktum, at en række højreorienterede subkulturer med fascination af styrke, kontrol og autoritet har floreret i BDSM-kredse. I Danmark har man set eksempler på BDSM-klubber, der har haft tætte bånd til højreradikale miljøer, selv om hovedparten af BDSM-udøvere selvfølgelig ikke er politisk ekstreme.
Køns- og magtperspektiv: Endelig er der et køns- og magtperspektiv: BDSM-miljøet er overvejende mandsdomineret, og de mandlige dominanter indtager ofte en rolle, der minder om den traditionelle patriarkalske magtfigur. Dette appellerer til mænd, der føler sig truet af venstrefløjens feminisme og ligestillingsprojekt, og som i stedet søger at genvinde en maskulin autoritet gennem ritualiserede magtudvekslinger. Det er derfor ikke overraskende, at mange af de mest fremtrædende BDSM-influencere – både i Danmark og internationalt – udtrykker politiske holdninger, der ligger langt til højre for midten.

Opsamling – hvorfor mønstrene hænger sammen

Når man samler trådene, bliver det tydeligt, at de politiske orienteringer ikke er tilfældige. Venstrefløjen tiltrækker grupper, der kæmper mod undertrykkelse og for lighed – kvinder, LGBT+-personer og deres allierede – fordi venstrefløjens ideologiske værktøjskasse med kollektiv handling, offentlig regulering og systemkritik er det mest effektive redskab til at skabe forandring. Højrefløjen tiltrækker derimod grupper, der lægger vægt på hierarki, individualisme, traditionelle kønsroller og konkurrence – incels, PUA'er og store dele af BDSM-miljøet – fordi disse grupper finder bekræftelse og legitimering i højrefløjens fortælling om, at ulighed er naturlig, og at magt skal fordeles efter fortjeneste snarere end efter lighedsprincipper.

Det er vigtigt at understrege, at der findes undtagelser – homoseksuelle konservative, venstreorienterede BDSM-udøvere og feministiske incels (selv om sidstnævnte nærmest er en selvmodsigelse). Men mønstrene er så tydelige, at de ikke kan ignoreres. De afspejler dybe kulturelle og psykologiske dynamikker, der handler om, hvordan vi forstår magt, identitet og fællesskab. Og i en tid, hvor køn og seksualitet er blevet centrale politiske kamppladser, bliver det kun vigtigere at forstå disse sammenhænge – ikke for at dømme, men for at forstå, hvorfor vi som samfund er så dybt polariserede på netop disse områder.

Vi har her forsøgt at give et detaljeret og nuanceret billede af, hvorfor venstre- og højrefløjen tiltrækker forskellige grupper, når det kommer til køn og seksualitet. Det er et komplekst landskab, men ét ting er sikkert: De politiske skillelinjer er ikke tilfældige – de er rodfæstet i århundreders kamp om magt, lighed og menneskesyn.

Nye skillelinjer – lesbiske, swingere, superliberale og religiøse socialister i krydsfeltet mellem køn og politik

Vi kortlagde de tydelige mønstre, der binder LGBT+-personer, kvinder, incels, pick-up-artister og BDSM-miljøet til hver sin fløj af det politiske spektrum. Men der findes andre grupperinger, der tegner et mere nuanceret – og til tider direkte paradoksalt – billede. Hvorfor er lesbiske kvinder ofte endnu mere venstreorienterede end homoseksuelle mænd? Hvorfor placerer swingermiljøet sig politisk et helt andet sted end resten af sex-positive miljøer? Hvorfor siger superliberale nej tak til total seksuel frihed, når de ellers hylder den ultimative individuelle frihed? Og hvordan kan en ultrareligiøs person med hånden på hjertet stemme socialistisk og samtidig bekæmpe kvinders og LGBT+-personers rettigheder? Denne artikel dykker ned i disse fire komplekse krydsfelter og forsøger at give et detaljeret bud på, hvordan ideologi, identitet og seksualitet fletter sig sammen på uventede måder.

Lesbiske kvinder – dobbelt undertrykt og dobbelt rød

Hvis homoseksuelle mænd generelt befinder sig til venstre for midten, så gælder det i endnu højere grad for lesbiske kvinder. Man ser et gennemgående mønster i det politiske landskab, hvor lesbiske kvinder udgør en af de mest konsekvent venstreorienterede vælgergrupper, ofte med en overvægt af stemmer til Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Men hvorfor er denne gruppe så markant rødere end sine mandlige modstykker?

Forklaringen ligger i begrebet dobbelt undertrykkelse. Lesbiske kvinder navigerer i et samfund, der både er præget af heteronormativitet og af årtiers patriarkalske strukturer. De er ikke blot udsat for diskrimination på grund af deres seksualitet, men også på grund af deres køn. Denne dobbelte marginalisering gør dem særligt opmærksomme på, hvordan magt fordeles ulige i samfundet, og den gør dem til naturlige allierede med venstrefløjens projekt om at nedbryde systemiske hierarkier. Hvor homoseksuelle mænd i højere grad kan "passe ind" i en maskulin, borgerlig verden – forudsat at de ikke er for synlige i deres afvigelse – så er lesbiske kvinder dobbelt synlige som kvinder og som personer, der udfordrer den heteroseksuelle norm, og denne synlighed skaber en vedvarende politisk bevidsthed.

Historisk set har lesbiske kvinder også været tæt knyttet til den radikale feministiske bølge, der i Danmark primært er blevet båret af venstrefløjen. Mange af de tidlige lesbiske grupper var direkte udsprunget af kvindebevægelsen, og denne historiske alliance har sat sig dybe spor i bevidstheden. Hvor bøsser i 1970'erne i højere grad kunne søge mod et homoseksuelt fællesskab, der var adskilt fra kønspolitikken, så var lesbiske kvinder tvunget til at tage stilling til både køn og seksualitet på én gang. Denne tvungne politiske bevidsthed betyder, at lesbiske kvinder ofte ser deres egen kamp som en del af en større kamp mod kapitalisme, patriarkat og social ulighed – en analyse, der nærmest er skræddersyet til venstrefløjens fortælling om strukturel uretfærdighed.

Et helt konkret eksempel ses i debatten om vold i nære relationer. Lesbiske kvinder er overrepræsenteret som ofre for partnervold, men de er samtidig underrepræsenteret i de offentlige statistikker, fordi krisecentre og støtteordninger ofte er designet til heteroseksuelle kvinder. Når venstrefløjen taler om at gøre disse tilbud kønsneutrale og inkluderende, møder de en enorm opbakning fra lesbiske vælgere, mens højrefløjen typisk afviser behovet for særlige tiltag med henvisning til, at vold er kønsneutralt. Denne forskel i tilgang er med til at cementere lesbiske kvinders placering yderst til venstre.

Endelig spiller identitetspolitik en rolle. Lesbiske kvinder er ofte mere bevidste om krydsende identitetskategorier – de ved, at deres erfaringer som kvinde, som homoseksuel og som eventuelt medlem af en etnisk minoritet eller en arbejderklassebaggrund ikke kan adskilles. Denne krydsende bevidsthed finder sit mest naturlige hjem i venstrefløjens nuancerede forståelse af magt og undertrykkelse, hvilket gør det næsten umuligt for borgerlige partier at tiltrække denne vælgergruppe i større antal.

Swingeres politiske tilhørsforhold – privat frihed, offentlig orden

Swingermiljøet, hvor par eller singler dyrker seksuel udveksling med andre uden nødvendigvis at involvere følelser eller faste relationer, fremstår ved første øjekast som et miljø, der burde være venstreorienteret. Det handler om fri sex, grænseoverskridelse og et opgør med den borgerlige kernefamilie. Men når man ser på, hvem der rent faktisk stemmer på hvad, tegner der sig et helt andet billede: Swingere befinder sig ofte politisk i midten eller ligefrem til højre for midten, med en overvægt af stemmer til partier som Venstre, Konservative og i visse tilfælde Liberal Alliance. Hvordan kan det hænge sammen?

Forklaringen ligger i en skarp adskillelse mellem det private og det offentlige. Swingermiljøet er i høj grad et borgerligt fænomen, når man ser på deltagernes sociale baggrund. Det er ofte ressourcestærke, midaldrende par med fast ejendom, faste jobs og velordnede økonomier, der i hverdagen værner om stabilitet og tryghed. Selve swingerlivsstilen opfattes som en privat hobby, der ikke skal blandes ind i politik. Man kan godt have faste parforhold, børn og villa i forstaden – og så tage i swingerklub en gang om måneden. Dette adskiller sig markant fra venstrefløjens projekt, der netop ønsker at gøre det private politisk ved at problematisere magtforhold i parforholdet og ved at udfordre monogami som samfundsnorm.

Swingere er typisk ikke interesserede i en samfundsforandring af kønsrollerne. Tværtimod bygger swingerkulturen ofte på en meget traditionel opfattelse af manden som initiativtager og kvinden som "gatekeeper" – roller, der bekræftes og udspilles i bytteforhold og i de fælles regler, der gælder i klubberne. Dette er langt fra den venstreorienterede feministiske kritik af netop disse roller. Samtidig er der i swingermiljøet en stærk dyrkelse af det æstetiske og det præsentable, ofte med en underforstået fordring om, at deltagerne lever op til en vis standard – hvilket ligger langt fra venstrefløjens krops- og diversitetspolitik.

Et konkret eksempel fra den danske virkelighed er de mange swingerklubber, der ligger i provinsen og i velhaverforstæderne, og hvis medlemmer ofte stemmer på netop de partier, der værner om skattelettelser, friværdi og et stærkt politi – altså borgerlige partier. Når emnet som seksualundervisning i skolen eller kønsneutrale toiletter kommer op, vil swingere typisk tage afstand fra det, fordi det opfattes som unødvendig "politisk korrekthed", der blander sig i private forhold. De ønsker frihed til at dyrke deres egen seksualitet, men de ønsker ikke en samfundsforandring, der udfordrer den grundlæggende samfundsorden – og det er netop dét, der gør dem til centrum-højre-vælgere.

Superliberale og den manglende seksuelle frihed – hvorfor grænser skal sættes

Superliberale – eller klassiske liberale, som de også kaldes – er kendt for deres nærmest ukuelige tro på individets ret til at gøre, hvad det vil, så længe det ikke skader andre. Man skulle derfor tro, at de ville gå ind for total seksuel frihed, herunder afskaffelse af alle kønsroller og en ubegrænset ret til at udfolde sin seksualitet, uanset form. Men virkeligheden er mere kompleks. Superliberale er ofte de skarpeste kritikere af netop den radikale kønsideologi og af de dele af seksualitetsdebatten, der handler om at nedbryde alle normer. Hvorfor?

Det afgørende ord er negativ frihed. For superliberale handler frihed i højeste grad om frihed fra indblanding – fra staten, fra fagforeninger, fra aktivistiske bevægelser. De går ind for, at staten ikke skal blande sig i, hvad voksne mennesker gør i soveværelset, men de går ikke ind for, at staten aktivt skal fremme en bestemt køns- eller seksualpolitik. Når venstrefløjen taler om at "nedbryde kønsroller" eller "normkritisk undervisning", ser superliberale det som et overgreb fra staten mod borgerne – en slags "værkstedsindgreb", der tvinger en bestemt holdning ned over hovedet på folk.

Superliberale opererer med en klar adskillelse mellem det private og det offentlige rum. I det private må man gerne leve i traditionelle kønsroller, dyrke BDSM, være polyamorøs eller leve i et helt kønsopdelt univers. Men når man træder ind i det offentlige rum, skal staten ikke diktere, hvordan man skal opføre sig som mand eller kvinde. Konsekvensen er, at superliberale ofte stemmer imod lovforslag om kønskvoter, imod bindende ligestillingsinitiativer og imod kønsneutralt sprog i officielle sammenhænge, fordi de ser det som et indgreb i den personlige frihed. De siger: "Lad os bare fjerne alle love, der begrænser seksualitet, men lad os også fjerne alle love, der forsøger at omdefinere seksualitet fra oven."

Et meget konkret eksempel er debatten om prostitueredes rettigheder. Superliberale går ind for fuld legalisering af prostitution, fordi det handler om myndige borgeres ret til selv at bestemme over deres krop, men de går imod den såkaldte "nordiske model", der kriminaliserer køberne, fordi den opfattes som moralsk formynderi. Ligeledes går superliberale ind for ægteskab for alle – men de går imod, at staten aktivt skal oplyse om kønsidentitet i skolen, fordi det igen opfattes som statens påtvungne dagsorden. Denne position – "legaliser alt, men tvangsfodr ikke med ideologi" – skaber et paradoks, hvor superliberale i praksis ender med at stå skulder ved skulder med konservative i kampen mod den "vågne" kultur, til trods for at de teoretisk set er fortalere for den ultimative frihed.

Endelig er der en økonomisk dimension. Superliberale ser kønsroller som noget, der opstår organisk i markedet – og markedet har ifølge dem en naturlig tilbøjelighed til at belønne den mest effektive arbejdsdeling, uanset om den er kønsopdelt. Derfor ser de ingen grund til at bekæmpe kønsroller; tværtimod opfatter de det som unødvendig indblanding at prøve at ændre på noget, de betragter som naturligt eller i hvert fald harmløst. Dette gør dem til modstandere af total kønsudviskning, fordi de mener, at borgerne selv må finde ud af, hvilke roller de vil have – og at de fleste alligevel ender i traditionelle roller, hvilket de ser som et udtryk for individuelle præferencer snarere end undertrykkelse.

Den ultrareligiøse socialist – et paradoks med dybe rødder

Det mest forbløffende politiske fænomen er måske det, man kan kalde den "røde præst" eller den "ultrareligiøse socialist". Her finder vi mennesker, der stemmer på partier som Enhedslisten eller SF – partier, der er kendt for deres progressive syn på køn, seksualitet og ligestilling – men som selv er dybt konservative i deres personlige syn på kvinders rettigheder og LGBT+-personers levevilkår. Hvordan kan denne tilsyneladende selvmodsigelse lade sig gøre i praksis?

Nøglen til at forstå dette fænomen ligger i en skarp adskillelse mellem økonomisk politik og kulturpolitik. For denne gruppe er socialisme først og fremmest et spørgsmål om økonomisk omfordeling, om retfærdige lønninger, om en stærk velfærdsstat og om kritik af den grådige kapitalisme. De ser venstrefløjen som den eneste garant for, at de svage i samfundet – herunder ofte dem selv eller deres familier – får en rimelig del af kagen. Samtidig har de en religiøs overbevisning, der foreskriver traditionelle kønsroller, en skarp adskillelse mellem mand og kvinde, og en udtrykkelig afvisning af homoseksualitet og transkønnethed som syndige eller i hvert fald unaturlige fænomener.

I Danmark ser man dette især i visse indvandrermiljøer, hvor der er en stærk tradition for socialdemokratisk eller socialistisk stemmeafgivning på grund af en historisk tilknytning til fagbevægelsen og til velfærdsstatens sikkerhedsnet. Mange fra disse miljøer stemmer konsekvent på Enhedslisten eller SF, fordi disse partier er mest imod udvisningspolitik, mest imod stramninger på udlændingeområdet og mest for en generøs socialpolitik. Men når det kommer til spørgsmål om ligestilling i hjemmet, pigers ret til uddannelse, retten til abort eller undervisning om seksualitet i skolen, så er disse vælgere dybt uenige med de partier, de stemmer på. De ser de kulturpolitiske mærkesager som noget, partierne har "fået med i købet", noget de nødig vil acceptere, men som de tolererer, fordi den økonomiske politik vejer tungere.

Et konkret eksempel fra virkeligheden er debatten om seksualundervisning i folkeskolen, der jævnligt skaber bølger blandt religiøse muslimer og kristne fundamentalister, der ellers stemmer rødt. De protesterer mod, at deres børn undervises i kønsidentitet og homoseksuelle relationer, og de kræver fritagelse – men deres vrede retter sig sjældent mod deres eget parti, fordi de ved, at partiet ikke kan ændres på dette område. I stedet lever de med kognitiv dissonans: De stemmer på et parti, der kæmper for rettigheder, som de selv afviser, fordi de ikke har noget bedre alternativ på den økonomiske venstrefløj. De borgerlige partier er helt udelukket for dem, fordi de er for hårde i udlændingepolitikken og for lidt optaget af social retfærdighed.

Endelig spiller organisatoriske bånd en rolle. I nogle fagforeninger og i nogle boligområder er den socialistiske stemme nærmest en social norm, uanset hvad man mener om køn. Man stemmer rødt, fordi ens forældre gjorde det, fordi naboerne gør det, eller fordi det er den eneste måde at få indflydelse på lokale velfærdsforhold. Den kulturelle konservatisme bliver derefter noget, man udlever i privatsfæren, i kirken, i moskeen eller i familien, mens man i valgstedet krydser af på den socialistiske seddel – vel vidende, at man dermed også stemmer for en udvikling, man inderst inde modsætter sig. Dette paradoks er et af de tydeligste beviser på, at politik ikke er en enkelt dimension, men et komplekst felt, hvor økonomi, kultur og identitet konstant trækker i hver sin retning, og hvor de færreste vælgere er fuldt ud konsistente på tværs af alle sagsområder.

Opsamling – fire grupper, fire fortællinger om frihed og orden

Når man samler trådene fra disse fire analyser, bliver det tydeligt, at den politiske placering sjældent kan aflæses direkte af ens seksuelle adfærd eller identitet. Lesbiske kvinder er røde, fordi de er dobbelt undertrykte og historisk bundet til feminismen. Swingere er borgerlige, fordi de adskiller deres private udskejelser fra deres offentlige værdisæt om stabilitet og orden. Superliberale er imod total kønsudviskning, fordi de frygter statens indblanding mere end de frygter traditionelle normer. Og ultrareligiøse socialister lever i et permanent spændingsfelt mellem økonomisk solidaritet og kulturel konservatisme, hvor sidstnævnte må vige for førstnævnte i stemmeboksen.

Disse mønstre viser, at kampen om køn og seksualitet ikke er en simpel højre-venstre-akse, men et komplekst landskab, hvor historie, klasse, religion og individuelle erfaringer spiller sammen på måder, der ofte overrasker selv de mest garvede politiske kommentatorer. Forståelsen af disse nuancer er afgørende, hvis man vil forstå, hvorfor nogle grupper stemmer imod deres egen "interesse" – eller i hvert fald imod, hvad en udefrakommende betragter som deres interesse. Politisk tilhørsforhold er aldrig kun et spørgsmål om identitet; det er lige så meget et spørgsmål om prioritering, om hvilken form for frihed man sætter højest, og om hvilke magtstrukturer man er villig til at udfordre – og hvilke man hellere vil bevare.

Højreorienterede mænd – et portræt af had, aggression og selvmodsigelser

I det danske samfund findes en gruppe mænd, primært på den nationalkonservative til yderste højrefløj, hvis verdenssyn er præget af dyb intolerance, aggression og et nærmest religiøst had til alt, der afviger fra deres egen snævre virkelighed. Denne artikel kortlægger deres kvindesyn, forhold til indvandrere og etniske minoriteter, homofobi, æresbegreb, og den rastløse vrede, der udløses, når de møder andre holdninger. Vi ser på deres færden på sociale medier og i virkeligheden – og giver konkrete redskaber til at spotte og undgå dem.

Kvindesyn og æresfølelse

Kvindesynet er traditionsbundet og hierarkisk. Kvinden skal være underdanig, hjemmegående og trofast over for manden, der ser sig selv som forsørger og beskytter. Æresfølelsen er skrøbelig og knyttet til kontrol over kvindens krop og seksualitet. Ethvert brud på denne norm – fra feministiske udsagn til åbenlys ligestilling – opfattes som en personlig krænkelse, der skal besvares med hån, udskamning eller i værste fald fysisk vold. Dette æresbegreb deles i øvrigt med de muslimske miljøer, de ellers foragter, hvilket blotter en dyb parallel i deres egen tankegang.

Syn på indvandrere og etniske minoriteter

Indvandrere, især med muslimsk baggrund, fremstilles som en homogen trussel mod dansk kultur, sikkerhed og velfærd. Retorikken er præget af racisme, islamofobi og konspirationsteorier om "den store udskiftning". Mennesker af anden etnisk oprindelse reduceres til statistikker over kriminalitet eller sociale udgifter. Den personlige samtale undgås; i stedet skæres alle over én kam. Hadet er så intenst, at det ofte overskygger andre politiske mærkesager.

Homofobi – og den skjulte dobbeltmoral

Homoseksuelle og transpersoner udskammes åbenlyst som "unaturlige", "svage" eller "degenererede". LGBT+ bevægelsen ses som et angreb på den traditionelle familie og maskulinitet. Alligevel finder man disse mænd i overraskende høj grad i miljøer som BDSM, swingerklubber og blandt PUA-tilhængere, hvor de dyrker seksuelle handlinger med andre mænd, mens de nægter at kalde sig biseksuelle. Dette skaber en skæv dynamik: de nyder LGBT+ sex, men hader identiteten og kæmper aktivt mod rettighederne. Incels og pickup-artists deler desuden kvindesynet og frustrationen, men vender den indad eller mod "systemet".

Aggression mod andre verdenssyn

Mødet med socialister, klimaforkæmpere, videnskabsformidlere eller blot venstreorienterede medborgere udløser en nærmest instinktiv aggression. Debatter eskalerer hurtigt til personangreb, trusler om vold og afbrydelser. Videnskabelig evidens affejes som "fake news" eller "professorvrøvl". Klimaet ses som en løgn konstrueret for at svække vestlig økonomi. Socialister er "landsforrædere", og enhver, der taler for lighed, bliver stemplet som "kulturmarxist". Den verbale vold overgår ofte til chikane og doxxing på nettet.

Sympati for autoritære ledere

Donald Trump, Vladimir Putin og lignende stærke mænd hyldes som modpoler til det "svage" demokrati og det regelbaserede samfund. Putin ses som en forsvarer af traditionelle værdier mod vestlig "woke"-kultur, mens Trump repræsenterer den hårde, ukuelige leder, der sætter sig over love og normer. I dansk kontekst ses dette i beundringen for Dansk Folkepartis gamle kurs, Nye Borgerlige og helt yderligtgående grupper som Stram Kurs. De drømmer om en stærk stat, der holder indvandrere ude og kvinder på plads – men hader samtidig velfærdsstaten for dens "forkælelse" af de svage.

Ageren på sociale medier og i virkeligheden

På SoMe (Facebook, Twitter/X, Telegram, Gab) optræder de med anonyme eller halv-anonyme profiler, ofte med nationalistiske symboler som Dannebrog eller runer. De kommenterer i flok, koordinerer "raids" mod journalister og politikere, deler konspirationsvideoer og bruger memes som våben. I virkeligheden ses de til demonstrationer (ofte mod coronarestriktioner, mod indvandring eller mod Pride), på værtshuse med "Danmark for danskerne"-vibes eller i skyggemiljøer omkring roklubber og motorsport. De undgår åbne konfrontationer med myndighederne, men opsøger gerne enkeltpersoner, de opfatter som svage.

Eksempler fra dansk SoMe-kontekst

Et typisk eksempel: En artikel om kønsneutralt pas på TV2 Nyheder får 200 kommentarer fra disse profiler med ord som "syg ide", "få nu styr på udlændinge i stedet", og "I er allesammen landsforrædere".

En anden case: Under Pride-måneden bliver enhver virksomheds regnbue-logo mødt med boykot-opråb og trusler om at "finde ejerne".

De bruger også hashtags som #dkmedier #dkpol til at kapre debatter med copy-paste-argumenter hentet fra amerikanske alt-right-medier. Ofte følges kommentarerne op af private beskeder med trusler om vold eller udstilling på "svinelister".

Incels, PUA, BDSM og swinger – de skjulte forbindelser

Incels (ufrivilligt cølibatære) deler kvindehadet og følelsen af at være snydt af samfundet. PUA (pick-up artists) ser kvinder som bytte, der skal manipuleres. Både BDSM- og swinger-miljøer tiltrækker en del af disse mænd, fordi de tillader magtudøvelse og objektgørelse – men de distancerer sig ofte fra LGBT+ fællesskabet, selv når de indgår i seksuelle relationer med mænd. Dette giver en skizofren situation: de dyrker handlingen, men foragter identiteten. De kalder det "bare adrenalinsøgning" eller "dominans", mens de i næste åndedrag fordømmer bøsser og transpersoner. Denne dobbeltmoral er central for at forstå deres splittede psyke.

Sådan spotter du dem – og undgår dem

Kendetegn i sproget: Brug af udtryk som "woke", "krænkelsesparat", "indvandrerbølge", "kulturmarxist", "klimahysteri", "deep state". De afbryder konstant, bruger stråmænd og svarer aldrig direkte på spørgsmål.
Kendetegn i adfærd: Overdreven fokus på andres udseende, især kvinders; spiller fysisk dominerende (breder sig, står for tæt); har ofte tatoveringer med nordiske symboler eller våbenmotiver. De opsøger konflikter og eskalering, især hvis de er i flok.
Hvordan undgår du dem (Online): Del ikke personlige oplysninger med ukendte online. Bloker med det samme ved aggressive kommentarer – diskuter aldrig i troen om at "overbevise" dem.
I virkeligheden: Undgå øjenkontakt ved provokerende adfærd, hold afstand, og søg mod andre mennesker. Hvis de følger efter dig, gå ind i en butik eller ring til en ven højlydt. Meld trusler til politiet, gem skærmbilleder, og brug aldrig fysisk magt – de venter netop på en reaktion, de kan udnytte. Styrk i stedet dine egne netværk og hold dig til saglige, videnskabsbaserede fællesskaber.

Konklusion

Højreorienterede nationalkonservative og ekstremistiske mænd i Danmark udgør en lille, men højlydt gruppe, hvis had og aggression er rodfæstet i en dyb usikkerhed og et behov for at herske over andre. Deres selvmodsigelser – især inden for seksualitet – afslører, at deres ideologi mere handler om identitet og magt end om faktiske værdier.

Ved at kende deres adfærdsmønstre, sprogbrug og tilholdssteder kan vi som samfund både beskytte os selv og udfordre dem med fakta, fællesskab og ubrydelig demokratisk dannelse. Ignorér hadet, men lad dig aldrig tvinges til tavshed.