
Udenrigspolitik: Ruslands rolle i verden idag
Ruslands opposition til Vesten, EU og USA i udenrigspolitikken skyldes en kompleks blanding af geopolitiske, historiske og strategiske faktorer. Nogle af de vigtigste faktorer omfatter:
Adgang til naturressourcer: Rusland er et af verdens største lande med store naturressourcer, herunder olie, gas og mineraler. Disse ressourcer er afgørende for den russiske økonomi og har været en kilde til magt og indflydelse på den internationale scene. Konflikter med Vesten om adgangen til disse ressourcer og kontrol over deres transportruter har ført til spændinger mellem Rusland og Vesten. Samtidig har EU lande som eks Tyskland og flere østeuropæiske lande gjort sig afhængig af russisk naturgas. Rusland har haft en kæmpe eksport af naturgas til EU.
Denne er faldet drastisk efter den specielle militære operation i Ukraine. Rusland har istedet søgt at afsætte sin naturgas til andre lande eks. Kina. Men det har fået Vestens øjne åbnet ift at gøre sig fri af Russisk indflydelse qua afhængigheden af russisk naturgas især.
Hermed er en russisk udenrigspolitisk indflydelse nu aftagende.Misforståede motiver: Ruslands handlinger på den internationale scene er ofte blevet misforstået eller set som aggressive af Vesten. Dette skyldes delvist kulturelle forskelle og manglende kommunikation mellem de to parter. Rusland kan også have følt sig truet af Vestens stigende indflydelse i tidligere sovjetiske stater, hvilket har ført til en øget mistillid mellem Rusland og Vesten.
Genoplivning af et stor Rusland som USSR: For nogle russere, herunder præsident Vladimir Putin, er genoplivning af et stor Rusland som USSR en vigtig del af deres identitet og national stolthed. Dette kan have ført til en mere aggressiv udenrigspolitik og en ønske om at genoprette den russiske indflydelse og prestige i verden.
Bufferzone mellem Rusland og NATO: Rusland har historisk set været omgivet af fjendtlige magter og har ofte følt sig truet af Vesten. Efter den kolde krigs afslutning udvidede NATO sit område mod øst og optog tidligere sovjetiske stater i sit medlemskab. Rusland ser dette som en trussel mod sin sikkerhed og ønsker at have en bufferzone af stater imellem Rusland og NATO.
Disse faktorer har ført til en stadig større spænding mellem Rusland og Vesten, og konflikterne kan være vanskelige at løse uden en grundig forståelse af de forskellige faktorer, der spiller ind.
Ift Ruslands støtte af det syrisk regime som et wksempel på hvor den tussiske udenrigspolitik er sirekte modsat af vestens og konfrontatorisk:
Regimet fik i løbet af sommeren 2015 betydelig politisk og militær støtte fra Rusland,og 30. september fik Rusland tilladelse fra sin nationalforsamling til at gennemføre militære operationer i Syrien, kort efter bombede russiske fly de første mål.
Rusland har engageret sig så stærkt i Syrien af flere grunde. Nogle af dem er:
Når Rusland har brug for en vigtig skakbrik i regionen, er en af de vigtigste årsager til det, at de er bange for mere terror mod Rusland.
Skulle regimet forsvinde, er de bange for, at flere radikaliserede grupper bevæger sig mod Rusland.Rusland har et historisk og strategisk partnerskab med Syrien, som det ikke vil opgive.
Rusland vil beskytte sine økonomiske og militære interesser i Syrien, såsom våbeneksport og adgang til Middelhavet.
Rusland vil forhindre et regimeskifte i Syrien, som det anser for at være en vestlig indblanding i regionen.Rusland vil styrke sin rolle som en global aktør og udfordre USA’s indflydelse i Mellemøsten.
Rusland er ligeglad med de overgreb, som det syriske regime har begået mod sin civilbefolkning, da det prioriterer sine egne interesser over menneskerettighederne.Ifølge rettighedsorganisationen Fysikere for Menneskerettigheder er flere er 266 dødelige russiske angreb mod hospitaler og klinikker blevet udført i Syrien siden 2015. Og Global Public Policy Institute (GPPI), der har hovedkontor i Berlin, har indsamlet beviser for mindst 336 kemiske angreb under den syriske borgerkrig. Af dem står regimet ifølge GPPI bag 98 procent, hvilket også indikerer at, Rusland som regimets nære allierede kender til brugen af disse våben.
Rusland har også rekrutteret syrere til at være lejesoldater i især Libyen. Ift. Andre konflikter især den i Ukraine har de foretrukket brug af lejesoldater fra den russiske Wagner gruppe der især har rekrutteret kriminelle russere.
Så man kan se et mangefacetteret billede bag Ruslands interesser i Syrien.I Ungarn er Rusland dybt involveret politisk og økonomisk. Ungarn er som EU og NATO land dybt afhængig af sit forhold til Kreml og russisk støtte til den ungarske energisektor. Bl.a. finansierer Rusland Ungarske atomkraftværker.
Mens vestlige nationer har reageret i fællesskab med fordømmelse og sanktioner, har en lang række lande i Latinamerika, Asien og Afrika forholdt sig mere passive på sidelinjen.
Det gælder især lande, som er afhængige af russiske investeringer, energiforsyninger, soldater og våben.
Siden Vestens første sanktioner i 2014 efter Ruslands invasion og annekterede af Krim halvøen i Ukraine, har Rusland re-orienteret sig og forsøgt at opdyrke nye allierede og nye markeder. Så selv om russerne i vores del af verden er sat uden for det gode selskab, er billedet mere nuanceret andre steder.
Splittelsen i verdenssamfundet har kunnet ses ved de fire afstemninger, som FN's generalforsamling har gennemført om fordømmelser af Rusland siden invasionens begyndelse 24. februar 2022.Putin kan godt lide at tale om os i Vesten som "den gyldne milliard" – den privilegerede del af verden, som dikterer vilkårene for resten. Så når russerne rejser rundt, er det med en fortælling om, at der er behov for en ny verdensorden, hvor USA ikke skal bestemme det hele.
Den måske vigtigste partner for Rusland er Kina.
Rusland og Kina har et kompliceret forhold og en kompliceret historie. Men i takt med at Joe Biden og USA har dyrket fortællingen om de demokratiske værdier over for de autoritære regimer, så er Rusland og Kina nærmest blevet skubbet i armene på hinanden.
USA har beskyldt Kina for at "forsvare" Putins krig, og amerikanerne har sammen med EU kritiseret Kina for at sprede russisk desinformation om invasionen i Ukraine.
Og selvom USA og EU har advaret Kina mod at yde nogen form for støtte til Rusland under krigen, har kineserne ikke bare fortsat, men ligefrem styrket sin samhandel.
Kina har ikke offentligt fordømt Ruslands invasion af Ukraine, men efter et møde med Xi sagde Putin, at kineserne har "bekymringer" ved krigen.Der er intet i de officielle kinesiske udmeldinger, der tyder på, at de har ændret holdning. Kina har flere gange sagt, at man godt forstår Ruslands "helt legitime" sikkerhedsbekymringer, og at det er NATO, som har presset Rusland til at handle.
For et andet stort land, Indien, har den neutrale position over for Rusland mere at gøre med egne nationale interesser.
Indien og Rusland har historiske forbindelser, og nok så vigtigt er Rusland i dag den klart største leverandør af våben til Indien.
Over de seneste fem år har russerne således eksporteret våben til Indien for en samlet værdi af omkring 90 milliarder kroner.
På trods af det hidtil usete pres på Indien fra vestlige lande med USA i spidsen i forbindelse med Ruslands særlige operation i Ukraine, er det fortsat en af Ruslands vigtigste partnere inden for militærteknisk samarbejde.Indien er langt fra ene om at købe våben fra Rusland. Rusland eksporterer årligt våben til udlandet for omkring 100 milliarder kroner.
Et af de steder, hvor Rusland over de senere år har spillet en stadig mere aktiv rolle er på det afrikanske kontinent.
Efter et stort Rusland-Afrika-topmøde i den russiske by Sotji i 2019 har russerne ført en mere offensiv Afrika-politik, og den russiske indflydelse har været stødt stigende.
Siden invasionen af Ukraine er den udvikling, som allerede var begyndt, kun blevet yderligere intensiveret i takt med, at Rusland har haft endnu større behov for at opbygge alternative partnerskaber.
Forklaringerne på den russiske indflydelse i Afrika er mange. For eksempel har et land som Etiopien i forbindelse med den blodige borgerkrig i Tigray-regionen været afhængig af Ruslands vetoret i FN-regi.Andre lande nyder godt af russiske investeringer, råstoffer og våbenleverancer, og så har soldater fra den frygtede russiske Wagner-lejehær været indsat i lande som Sudan, Mali og Den Centralafrikanske Republik.
Vigtigst af alt, så kan Rusland indgå i fortællingen om, at der er en ny vej. Et brud med kolonialismen og de gamle afhængighedsforhold. Det er ikke tilfældigt, at Rusland vinder særligt frem i tidligere franske kolonier, hvor der er i forvejen er en meget stor utilfredshed, og hvor sympatien med Vesten ligger på et meget lille sted.Vigtigst af alt, så kan Rusland indgå i fortællingen om, at der er en ny vej. Et brud med kolonialismen og de gamle afhængighedsforhold. Det er ikke tilfældigt, at Rusland vinder særligt frem i tidligere franske kolonier, hvor der er i forvejen er en meget stor utilfredshed, og hvor sympatien med Vesten ligger på et meget lille sted.
Vesten er ikke lykkedes med at isolere Rusland. Tværtimod insisterer de afrikanske lande på, at Rusland stadig er en lige så legitim aktør at samarbejde med som EU og USA. Og det er jo i sig selv en gevinst for russerne.
Hvis man ser bort fra de tre traditionelle russiske allierede, Cuba, Nicaragua og Venezuela, har landene i Mellem- og Sydamerika overvejende stemt for fordømmelse af Rusland. Men heller ikke mere end det.
Mange af Latinamerikas venstreorienterede ledere ser anderledes på konflikten end USA og Europa, og trods opfordringer om at støtte Ukraine med våben har de latinamerikanske lande sagt klart nej.
Fra Brasilien og Argentina er meldingen den samme, og Mexicos udenrigsminister kritiserer ligefrem de vestlige landes beslutning om at blive ved med at forsyne Ukraine med våben. I stedet bør fokus være på at indgå en omgående våbenhvile.
Regionen vender tilbage til sin alliancefri holdning. De her lande føler også, at Kina og Rusland kan tilbyde dem nyttig støtte i fremtiden, for eksempel ved en eventuel distancering fra USA, så de ønsker ikke at komme i en konfrontation med dem.
Kun ét land – Costa Rica – har valgt at følge de vestlige sanktioner mod Rusland. Men derudover har de latinamerikanske lande under krigen opretholdt deres handelsforbindelser til russerne – især om import af gødning, brændstof og korn, som er vigtige produkter for regionen.
Selvom Vesten har haft svært ved at få resten af verden til at lave fælles front mod Rusland, er det dog ganske få lande, der ligefrem støtter den russiske invasion i Ukraine.
Og dem, der gør, er andre pariastater med totalitære ledere:
Eritrea, der i årevis har været isoleret og udstødt af det internationale samfund.
Hviderusland, der under diktatoren Aleksandr Lukasjenko har underlagt sig Rusland og Putin.
Syrien, hvor diktatoren Bashar al-Assad formentlig kun holder fast i magten takket være Ruslands militære tilstedeværelse.
Derudover er der Iran, som ifølge USA er Ruslands vigtigste våbenleverandør til krigen, og iranerne har selv erkendt at have solgt såkaldte kamikazedroner til russerne.
Rusland har også stadig tætte forbindelser til mange af de gamle allierede i Kaukasus og Centralasien, men forholdet til flere af disse synes at have taget skade som følge af invasionen i Ukraine.
Konklusionen kan være at Vesten ifm. krigen i Ukraine ikke er lykkes med at isolere Rusland i verden. Ruslands adgang til ressourcer og eksportindtægter er intakte i stor udstrækning og dermed deres evner til at forsætte krigen i Ukraine.
Især EUs afhængighed af russisk energi gør også at Rusland bibeholder indflydelse I EU. Især ift østeuropæiske lande og især ift Ungarn.
Så Putins ambitioner er ikke for alvor påvirkede efter krigen i Ukraine.
Så vi skal nok se Ruslands opposition til Vesten som primært en opposition imod USA. Den Gamle koldkriger Putin har stadig ambitioner om en reetablering af USSR som et stor Rusland og anser USA og deres lakajer i Europa som den væsentligste hindring herfor.
Sundhedspolitik
Danmark skal være et land med lige adgang til den bedste sundhed både i somatikken og i psykiatrien. Lige adgang kræver vi starter i almen praksis og styrker denne, Der skal opgraderes ift uddannelse, ressourcer og geografisk spredning. Alle skal have nem adgang til egen læge. Der skal være øget fokus på livstilssygdomme, kroniske sygdomme, hurtig opsporing af kræft, hurtig hjælp ved psykiske og sociale problemer og årlige kontroller ved alle der fast indtager medicin.
I sygehussektoren skal der fokuseres på at patientkontakten er i centrum. New Public Management skal væk. Behandlere skal behandle så kan administrativt personale indrapportere. (Lægesekretærer!)Der skal være en behandlingsgaranti både i somatikken og psykiatrien.Ingen skal vente mere end 14 dage på udredning. Efter udredning ikke mere end 14 dage på behandling.
Energipolitik
Ved enhver proces hvor der opstår varme er der tab (kemisk proces).
Så når man ønsker at gemme sine vindmøllers strøm må man imødese et større eller mindre tab. Ved brintproduktion er den 30% (elektrolyse).Som det er i dag, sælger vi den overskydende strøm, som blandt andet vindmøller producerer billigt til udlandet, nogle gange kan prisen gå helt i nul, for at den miljøvenlige strøm dog bliver brugt til gavn for klimaet. (Ikke et problem med en nulpris lige pt. dog!)
Der er dog ved at blive udviklet forskellige teknikker til at gemme denne strøm.Verden over forskes der intensivt i nye, billige vandige batterier til lagring af strøm fra vindmøller og solceller. To af de stoffer, der forskes i, er organiske antrakinoner som anode og uorganiske ferrocyanider som katode. De har begge vist lovende resultater.
Både organiske antrakinoner og uorganiske ferrocyanider er meget billige at producere, dertil har de lav miljøpåvirkning og så kan de modificeres, således at opløseligheden kan ændres fra totalt uopløselig til meget opløselig. Hermed kan stofferne bruges i både almindelige tørcelle-batterier, som kræver uopløselige stoffer, og i flowbatterier som kræver høj opløselighed.Elektrolyse (brintproduktion) er stadig i spil da brinten skal bruges som brændstof til særligt krævende ting som lastbiler, landbrugsmaskiner osv. (Brændselsceller eller brint brugt direkte i forbrændingsmotorer!)
Men grundlæggende: der produceres kun strøm, når solen skinner eller vinden blæser, og det vil skabe store problemer med stabilitet og forsyningssikkerhed i elnettet.Denne grundlæggende udfordring kan løses på flere måder:
1 Udvidelse af højspændingsnettet til udlandet, således at der eksporteres strøm, når der er overskud, og importeres, når vi mangler strøm. (Problemet her er så at det kræver store investeringer og at meget strøm produceres vha gas, olie og kul.
2 Et mere intelligent forbrug af strøm, for eksempel styring af varmepumper og andet effektkrævende udstyr, som tænder, når der er overskud af strøm og slukker, når der er mindre strøm til rådighed.
3 Lagring af strøm. I realiteten bliver fremtidens løsning en kombination af alle tre teknologier og fordelingen er et spørgsmål om prisen på de forskellige teknologier.
Med hensyn til lagring af strøm findes der en række teknologier, som blandt andet omfatter vandelektrolyse, hvor strømmen bruges til at danne hydrogen, som kan bruges i brændselsceller til at lave strøm på et senere tidspunkt. Alternativt er der de seneste år lavet en del forskning i at bruge water-gas-shift/steam-reforming-processer til at omdanne hydrogen og CO2 til metan. Der forskes også i hydrogenopgradering af biogas, således at CO2 i biogassen reduceres og umiddelbart kan bruges i gasnettet.
Men herudover arbejder man med flere ting:På DTU samarbejder forskere med energiselskabet SEAS-NVE på et projekt, der skal omdanne vindmøllestrøm til varme, hvorefter varmen kan lagres i små, almindelige sten.
Forskerne har lavet et anlæg, der omdanner strøm til varme. Varmen bliver så skubbet ned i et isoleret lager under jorden med 5,5 tons sten. De sten bliver varmet op til 600 grader.
Stenene kan gemme energien i nogle dage - lidt som et batteri.Det her batteri, som du kan kalde det, kan holde i hundrede år, uden at det går i stykker. Det er derfor meget billig i drift.
Ganske almindelig afløbsrens kan muligvis være svaret på at gemme vindmøllestrømmen. Afløbsrensen består af en salt, som kan smelte ved høje temperaturer og lagre vindenergien.
Man vil lave storskala-batterier, som består af afløbsrens, og bruge dem til at lagre overskudsenergi fra sol og vind, som vi kan lave om til el og varme igen. Man bruger ikke ætsende afløbsrens. Gennem ændringer af saltets kemi kan man nu kontrollere det flydende salt.
At bruge smeltet salt til at gemme energi har været diskuteret siden 1950’erne og er i sig selv ikke en ny metode, når det kommer til lagring af energi.
Man har udviklet en metode, hvor man kan styre kemien i saltet. Det betyder, at de ståltyper, vi gerne vil bygge anlægget af, rent faktisk kan holde til saltet uden at blive opløst.Men afløbsrens, også kaldet kautisk soda, er normalt ekstremt ætsende. Så ætsende, at det kan opløse stål. Man opvarmer flydende salt med vindenergi fra 350 til 700 grader, som man fører gennem en generator og dampturbine. Derfra kan man omdanne dampen til energi ligesom på et almindeligt kraftvarmeværk.
Udfordringen lige nu er at hvis der sker en fejl, og saltet pludseligt bliver kølet ned til 200 grader, bliver det fast igen, og man kan ikke længere pumpe det rundt. Man skal altså have et system, der sikrer, at saltet forbliver smeltet og flydende hele tiden.
Essensen i det hele er dog at man ikke lige nu står klar til at implementere tekniske løsninger til at gemme strømmen fra vindmøller.Så når Sverige lukker en atomkraftreaktor, når vandkraften svigter pga. klimaforandringer, når Rusland lukker for gassen og når det ikke blæser kan vi snart stå med et kæmpe problem: Brownouts eller planlagte lukninger af elforsyningen!
Et andet problem er at når bare 1% af elproduktionen er baseret på produktion udfra dyr gas, så koster AL strømmen det som gassen giver af pris: Ekstreme prisstigninger på el! Så vi skal helt væk fra de dyre produktionsformer af flere grunde, en er prisen en anden er geopolitisk: vi skal være uafhængig af lande uden for EU!
Vi så hvad massive offentlige investeringer kunne gøre for at speede udviklingen af Covid-19 vacciner up. Ift lagring af strøm fra solceller og vindmøller er der nu det samme behov for MASSIVE offentlige investeringer i hele vesten og i samarbejde!
Afskaffelse af EU forsvarsforbeholdet
Så er der snart afstemning om afskaffelse af EU forsvarforbeholdet.
Jeg gør mig flg overvejelser:
- Jeg gider ikke se danske styrker kæmpe i gamle europæiske, primært franske, kolonier i områder der er helt insignifikante for Danmark: eks afrika og mellemøsten.
- Jeg vil se en defensiv indsats og ikke en aktivistisk offensiv indsats fra et europæisk forsvars samarbejde.
- Hvis det større perspektiv er at skabe endnu en stormagt der kan matche USA, Kina og Rusland er jeg ikke med….Vi har NATO til den slags.
- Indflydelse er narrativet….virkeligheden er den bliver minimal- tilgengæld bliver omkostningerne for skatteyderne høje: der skal både være råd til NATO, FN og så også en EU forsvarsindsats.
- Argumentationen fra tilhængere har været at Danmark altid kan sige nej til at deltage i aktioner. Det fordrer så man stoler på danske politikere. Som det er nu KAN de ikke tillade dansk deltagelse i aktioner langt fra Europa som Danmark ingen interesse har i. Jeg stoler ikke på dem...Skal Danmark deltage i den slags skal det være under FNs faner med et FN mandat!
- Danske politikere udnytter krisen i Ukraine til at gennemtvinge en afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Det er fuldstændig uhørt. EU skal ikke være aktør i konflikten. Skal der ageres militært skal det være i NATO regi!- Man har fra tilhængerside argumenteret med at EU skal spille en større rolle geopolitisk ift. forsvar fordi USA vil flytte sit fokus væk fra Europa. Den senere tids begivenheder har vist det direkte modsatte med et USA og et Europa der aldrig har været tættere!
Så et NEJ herfra.
Byplanlægning i Aarhus
I Aarhus har borgmester og teknik rådmand og et flertal i byrådet tilladt en masse byggeri af højhuse og i alt for mange tilfælde dispenseret fra lokalplaner.
Man har haft en politik om fortætning.
Desværre er det sket uden hensynstagen til Aarhus gamle bydele og den kultur der er forbundet hermed. Og man har også set protester fra borgere ved høringer overhørig!Samtidig har man forsømt at tænke trafikplanlægning ind : veje, kollektiv trafik, cykelstier og især p pladser.
Det har medført at mange veje i Aarhus er sandet til. I bymidten er det praktisk talt umuligt at finde en p plads så mange opgiver at handle i bymidten. Det giver store problemer for de handlende der i mange tilfælde også har måttet lide under det massive byggeri i byen og de gener det medfører.(Og selvklart en nedlukning pga Covid-19).
De eneste vindere er boligspekulanterne: bygherrerne og dem der finansierer deres byggeri.
Så Aarhus er et resultat af de værste sider ved markedsøkonomi og kapitalisme.
Og det i en Socialdemokratisk ledet by.....Umidelbart viser det mest for mig at mange socialdemokratiske ledere faktisk ikke er socialdemokrater. De kunne lige så godt melde sig ind i Venstre eller hos de konservative.
For de store tabere er jo dem med lavere indkomster. Når man bygger masser af ejerboliger og private udlejnings boliger kan man jo ikke samme steder bygge masser af billige almene boliger som faktisk er dem der mangler.
Fordelingspolitik
Fordelingspolitik er et udtryk, som dækker over politiske partiers og andre gruppers holdninger til, hvordan de materielle goder i et samfund skal fordeles.
Fordelingspolitik handler i høj grad om forskellige ønsker for, hvordan indkomstfordelingen i et samfund bør være, og hvordan det politiske system bør påvirke den. I de seneste årtier har udviklingen i den vestlige verden været præget af en stigende økonomisk ulighed, der bl.a. kan henføres til en ændret økonomisk politik på fordelingsområdet.
Skattepolitik er et typisk eksempel på et fordelingspolitisk område, idet både størrelsen af den samlede skattebetaling og progressionen i skattesystemet er væsentlige for omfordelingen i samfundet. Det samme gælder de offentlige udgifter, dvs. størrelsen og sammensætningen af især overførselsindkomsterne og det offentlige forbrug.
Social ulighed handler om forskelle i menneskers adgang til samfundets resurser og om hvorvidt mennesker har lige levevilkår. Fordelingspolitikken skal primært udligne den sociale ulighed.
Jeg mener at man i fordelingspolitikken ift. offentlig overførselsindkomst skal skelne.
Hvis folks erhvervsevne reelt er varigt nedsat i væsentlig grad bør de have ydelser der svarer til
16000 kr udbetalt inkl. boligstøtte. Uanset om de er samboende , gifte eller singler.
Disse har nemlig ikke mulighed for at tage et arbejde.
Er arbejdsevnen derimod ikke nedsat skal ydelserne naturligvis ikke stå i vejen for at personen ønsker at tage et stykke arbejde. Der skal være et økonomisk incitament til dette.
Ift folkepensionister skal man sikre sig at de inkl private pensionsordninger har et tilsvarende beløb efter skat og folkepensionen skal dermed være på 16000 kr udbetalt hvor private pensioner så modregnes krone for krone når de overstiger 4000 kr pr måned efter skat i udbetaling.Fordelingspolitik handler også om børne og unge checken. Denne ønsker jeg skal være indtægtsreguleret således at den ikke udbetales til hustande med indtægter over 400000 kr / år.
Derimod skal den så være dobbelt for enlige forsørgere med indtægt under 280000 kr pr år.Der skal ske lempelser i skatten i bunden.
Folk med en indtægt under 280000 kr / år skal have dobbelt personfradrag og et skatteloft på 40%.
Derfor virker Ghettopakken ikke
Men har det overhovedet noget at gøre med ejerformen – eller har det noget at gøre med, at man ved at blande ejerformerne også blander samfundsgrupperne?
Det ved vi ikke, for ingen har undersøgt det. Det er en påstand, en holdning, ikke andet.
Ligesom regeringens definition af de såkaldte parallelsamfund er så uklar og udokumenteret, at den ville føre til dumpekarakter i en gymnasieeksamen i samfundsfag, lige så uklar og udokumenteret er forestillingen om, at ejerformen er afgørende for et boligområdes funktion i samfundet.
Det, vi til gengæld ved, er, at efterspørgslen på boligformer væsentligt styres af økonomiske parametre.
Er man vellønnet, efterspørger man (gennemsnitligt) en ejerbolig, fordi det offentlige tilskud til en ejerbolig er størst hér, mens borgere med lavere indkomster (gennemsnitligt) efterspørger almene boliger, fordi det offentlige tilskud for dem hér er højst.
Hermed er vi tilbage ved det forhold, at der blandt de politikere, der står bag Ghettoplanen, åbenbart er en udokumenteret forestilling om, at man ved at nedrive almene boliger eller sælge dem til private investorer løser en række sociale problemer.
Det er meget markant og overraskende, at denne holdning eller tro, om man vil, deles langt ind i de almene boligorganisationer.
Mange af de ressourcestærke borgere, der, selvom de ikke har høje lønninger, gør et område attraktivt og velfungerende, får simpelthen ikke råd til ejerboligerne, ikke nu og ikke i fremtiden.
Der vil blive en skarp opdeling mellem ejere og lejere i de såkaldt blandede boligområder.Hvordan en sådan opdeling skal hjælpe de tilbageblivende, almene lejere til en højere beskæftigelsesgrad, bedre uddannelse, inklusion, integration og større indtægter, står hen i det uvisse.
Folketingets ghettoplan bygger på et fundament af maverfornemmelser. Der er nemlig intet videnskabeligt belæg for, at man kan komme de hårde ghettoer til livs ved at reducere mængden af almene boliger.
De dyrtkøbte internationale erfaringer siger blandt andet, at der er risiko for, at problemet blot flyttes til andre nærområder.Ønsker man at kigge på de internationale erfaringer, har Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) netop udgivet en analyse herom. Konklusionen lyder:
"Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt klar evidens for, at boligmæssig omplacering løser problemet med udsatte boligområder [egen fremhævning]. Den internationale forskning peger på en række udfordringer, som hæmmer de positive effekter af boligmæssig omplacering."
De væsentligste tendenser er:
Udsatte borgere genkoncentreres i boligområder, som både geografisk og ift. socioøkonomisk og etnisk sammensætning ligner dem, de er fraflyttet.
Interaktionen imellem socialt og kulturelt forskellige beboere inden for det samme boligområde er begrænset.I et langsigtet perspektiv medfører boligmæssig omplacering ikke socialt mix, men i stedet en erstatning af ressourcesvage befolkningsgrupper med mere ressourcestærke grupper.
Den positive effekt på indkomstniveauet i indsatsområderne har meget begrænset rækkevidde og er ofte behæftet med en tilsvarende negativ udvikling i nært beliggende boligområder.