Politik

Boligpolitik

Der mangler billige boliger i de største byer i Danmark.Der skal skrues op for byggeriet af billige gode almene familieboliger i Danmark.
Som minimum skal 25% af alt privat boligbyggeri være almene boliger. Det er samtidigt vigtigt at de steder hvor der bygges har en god trafikal infrastruktur : letbane, s-tog, metro, busser, tog, cykelstier, hovedveje, og generel god infrastruktur med skoler, idrætsfaciliteter, grønne områder, indkøbsmuligheder, daginstitutioner, kulturtilbud og arbejdspladser. Det gælder om at kunne tiltrække folk fra alle sociale lag så der ikke opstår områder med lav diversitet i beboersammensætningen. Folk skal lære af hinanden, inspireres af hinanden, vokse sammen.

Boligpolitikken skal afspejle at vi ønsker byer med stor diversitet både mht økonomisk formåen, erhverv, uddannelsesbaggrund, etnicitet/kulturelle baggrunde, aldersspredning, familietyper (kernefamilier, singler, par/samboende, bofællesskaber) og menneskesyn/politisk observans.
Vi ønsker folk skal løfte hinanden, udvikle sig sammen med folk med helt anden baggrund end dem selv.

Det skal samtidig sikres at boligerne ikke bliver genstand for vild spekulation og boligmassen skal være homogen i dens omgivelser, den skal være vedligeholdt til alle tider og til at betale.
Ingen tænkte over eller forudså, hvad den verdensomspændende covidpandemi ville komme til at betyde, da man vedtog boligudspillet om 22.000 flere almene boliger.

Set i lyset af, at der på Christiansborg er en vedtaget boligpolitisk strategi, hvis kerne er, at ønsket om den "blandede by" i vid udstrækning skal opnås via 22.000 flere almene boliger, så føles vejen fra politik til virkelighed som meget lang, når man få måneder efter indgåelsen af boligaftalen kigger ned i et stort hul. Så vi skal have et midlertidig gennemførelsesbidrag, der netop kan dække ekstraudgifter fra stigende materialepriser, uden at det betyder øgede huslejer eller højere maksimumbeløb.

Sundhedspolitik

Danmark skal være et land med lige adgang til den bedste sundhed både i somatikken og i psykiatrien. Lige adgang kræver vi starter i almen praksis og styrker denne, Der skal opgraderes ift uddannelse, ressourcer og geografisk spredning. Alle skal have nem adgang til egen læge. Der skal være øget fokus på livstilssygdomme, kroniske sygdomme, hurtig opsporing af kræft, hurtig hjælp ved psykiske og sociale problemer og årlige kontroller ved alle der fast indtager medicin.

I sygehussektoren skal der fokuseres på at patientkontakten er i centrum. New Public Management skal væk. Behandlere skal behandle så kan administrativt personale indrapportere. (Lægesekretærer!)Der skal være en behandlingsgaranti både i somatikken og psykiatrien.Ingen skal vente mere end 14 dage på udredning. Efter udredning ikke mere end 14 dage på behandling.

Afskaffelse af EU forsvarsforbeholdet

Så er der snart afstemning om afskaffelse af EU forsvarforbeholdet.

Jeg gør mig flg overvejelser:

- Jeg gider ikke se danske styrker kæmpe i gamle europæiske, primært franske, kolonier i områder der er helt insignifikante for Danmark: eks afrika og mellemøsten.

- Jeg vil se en defensiv indsats og ikke en aktivistisk offensiv indsats fra et europæisk forsvars samarbejde.

- Hvis det større perspektiv er at skabe endnu en stormagt der kan matche USA, Kina og Rusland er jeg ikke med….Vi har NATO til den slags.

- Indflydelse er narrativet….virkeligheden er den bliver minimal- tilgengæld bliver omkostningerne for skatteyderne høje: der skal både være råd til NATO, FN og så også en EU forsvarsindsats.

- Argumentationen fra tilhængere har været at Danmark altid kan sige nej til at deltage i aktioner. Det fordrer så man stoler på danske politikere. Som det er nu KAN de ikke tillade dansk deltagelse i aktioner langt fra Europa som Danmark ingen interesse har i. Jeg stoler ikke på dem...Skal Danmark deltage i den slags skal det være under FNs faner med et FN mandat!
- Danske politikere udnytter krisen i Ukraine til at gennemtvinge en afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Det er fuldstændig uhørt. EU skal ikke være aktør i konflikten. Skal der ageres militært skal det være i NATO regi!

- Man har fra tilhængerside argumenteret med at EU skal spille en større rolle geopolitisk ift. forsvar fordi USA vil flytte sit fokus væk fra Europa. Den senere tids begivenheder har vist det direkte modsatte med et USA og et Europa der aldrig har været tættere!
Så et NEJ herfra.

Byplanlægning i Aarhus

I Aarhus har borgmester og teknik rådmand og et flertal i byrådet tilladt en masse byggeri af højhuse og i alt for mange tilfælde dispenseret fra lokalplaner.

Man har haft en politik om fortætning.
Desværre er det sket uden hensynstagen til Aarhus gamle bydele og den kultur der er forbundet hermed. Og man har også set protester fra borgere ved høringer overhørig!

Samtidig har man forsømt at tænke trafikplanlægning ind : veje, kollektiv trafik, cykelstier og især p pladser.

Det har medført at mange veje i Aarhus er sandet til. I bymidten er det praktisk talt umuligt at finde en p plads så mange opgiver at handle i bymidten. Det giver store problemer for de handlende der i mange tilfælde også har måttet lide under det massive byggeri i byen og de gener det medfører.(Og selvklart en nedlukning pga Covid-19).

De eneste vindere er boligspekulanterne: bygherrerne og dem der finansierer deres byggeri.
Så Aarhus er et resultat af de værste sider ved markedsøkonomi og kapitalisme.
Og det i en Socialdemokratisk ledet by.....Umidelbart viser det mest for mig at mange socialdemokratiske ledere faktisk ikke er socialdemokrater. De kunne lige så godt melde sig ind i Venstre eller hos de konservative.
For de store tabere er jo dem med lavere indkomster. Når man bygger masser af ejerboliger og private udlejnings boliger kan man jo ikke samme steder bygge masser af billige almene boliger som faktisk er dem der mangler.

Fordelingspolitik

Fordelingspolitik er et udtryk, som dækker over politiske partiers og andre gruppers holdninger til, hvordan de materielle goder i et samfund skal fordeles.

Fordelingspolitik handler i høj grad om forskellige ønsker for, hvordan indkomstfordelingen i et samfund bør være, og hvordan det politiske system bør påvirke den. I de seneste årtier har udviklingen i den vestlige verden været præget af en stigende økonomisk ulighed, der bl.a. kan henføres til en ændret økonomisk politik på fordelingsområdet.

Skattepolitik er et typisk eksempel på et fordelingspolitisk område, idet både størrelsen af den samlede skattebetaling og progressionen i skattesystemet er væsentlige for omfordelingen i samfundet. Det samme gælder de offentlige udgifter, dvs. størrelsen og sammensætningen af især overførselsindkomsterne og det offentlige forbrug.

Social ulighed handler om forskelle i menneskers adgang til samfundets resurser og om hvorvidt mennesker har lige levevilkår. Fordelingspolitikken skal primært udligne den sociale ulighed.

Jeg mener at man i fordelingspolitikken ift. offentlig overførselsindkomst skal skelne.
Hvis folks erhvervsevne reelt er varigt nedsat i væsentlig grad bør de have ydelser der svarer til
16000 kr udbetalt inkl. boligstøtte. Uanset om de er samboende , gifte eller singler.
Disse har nemlig ikke mulighed for at tage et arbejde.
Er arbejdsevnen derimod ikke nedsat skal ydelserne naturligvis ikke stå i vejen for at personen ønsker at tage et stykke arbejde. Der skal være et økonomisk incitament til dette.
Ift folkepensionister skal man sikre sig at de inkl private pensionsordninger har et tilsvarende beløb efter skat og folkepensionen skal dermed være på 16000 kr udbetalt hvor private pensioner så modregnes krone for krone når de overstiger 4000 kr pr måned efter skat i udbetaling.

Fordelingspolitik handler også om børne og unge checken. Denne ønsker jeg skal være indtægtsreguleret således at den ikke udbetales til hustande med indtægter over 400000 kr / år.
Derimod skal den så være dobbelt for enlige forsørgere med indtægt under 280000 kr pr år.

Der skal ske lempelser i skatten i bunden.
Folk med en indtægt under 280000 kr / år skal have dobbelt personfradrag og et skatteloft på 40%.

Derfor virker Ghettopakken ikke

Men har det overhovedet noget at gøre med ejerformen – eller har det noget at gøre med, at man ved at blande ejerformerne også blander samfundsgrupperne?

Det ved vi ikke, for ingen har undersøgt det. Det er en påstand, en holdning, ikke andet.

Ligesom regeringens definition af de såkaldte parallelsamfund er så uklar og udokumenteret, at den ville føre til dumpekarakter i en gymnasieeksamen i samfundsfag, lige så uklar og udokumenteret er forestillingen om, at ejerformen er afgørende for et boligområdes funktion i samfundet.

Det, vi til gengæld ved, er, at efterspørgslen på boligformer væsentligt styres af økonomiske parametre.

Er man vellønnet, efterspørger man (gennemsnitligt) en ejerbolig, fordi det offentlige tilskud til en ejerbolig er størst hér, mens borgere med lavere indkomster (gennemsnitligt) efterspørger almene boliger, fordi det offentlige tilskud for dem hér er højst.

Hermed er vi tilbage ved det forhold, at der blandt de politikere, der står bag Ghettoplanen, åbenbart er en udokumenteret forestilling om, at man ved at nedrive almene boliger eller sælge dem til private investorer løser en række sociale problemer.

Det er meget markant og overraskende, at denne holdning eller tro, om man vil, deles langt ind i de almene boligorganisationer.
Mange af de ressourcestærke borgere, der, selvom de ikke har høje lønninger, gør et område attraktivt og velfungerende, får simpelthen ikke råd til ejerboligerne, ikke nu og ikke i fremtiden.
Der vil blive en skarp opdeling mellem ejere og lejere i de såkaldt blandede boligområder.

Hvordan en sådan opdeling skal hjælpe de tilbageblivende, almene lejere til en højere beskæftigelsesgrad, bedre uddannelse, inklusion, integration og større indtægter, står hen i det uvisse.

Folketingets ghettoplan bygger på et fundament af maverfornemmelser. Der er nemlig intet videnskabeligt belæg for, at man kan komme de hårde ghettoer til livs ved at reducere mængden af almene boliger.
De dyrtkøbte internationale erfaringer siger blandt andet, at der er risiko for, at problemet blot flyttes til andre nærområder.

Ønsker man at kigge på de internationale erfaringer, har Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) netop udgivet en analyse herom. Konklusionen lyder:

"Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt klar evidens for, at boligmæssig omplacering løser problemet med udsatte boligområder [egen fremhævning]. Den internationale forskning peger på en række udfordringer, som hæmmer de positive effekter af boligmæssig omplacering."

De væsentligste tendenser er:

Udsatte borgere genkoncentreres i boligområder, som både geografisk og ift. socioøkonomisk og etnisk sammensætning ligner dem, de er fraflyttet.
Interaktionen imellem socialt og kulturelt forskellige beboere inden for det samme boligområde er begrænset.

I et langsigtet perspektiv medfører boligmæssig omplacering ikke socialt mix, men i stedet en erstatning af ressourcesvage befolkningsgrupper med mere ressourcestærke grupper.

Den positive effekt på indkomstniveauet i indsatsområderne har meget begrænset rækkevidde og er ofte behæftet med en tilsvarende negativ udvikling i nært beliggende boligområder.