Vejen

Den tyske bildungsroman fik sin klassiske form med Goethes Wilhelm Meisters Læreår (1796): et ungt menneske drager ud i verden, lider, fejler og vender hjem som et modnet individ, der har accepteret samfundets betingelser som sine egne. Hvad der er nyt i den roman, der her foreligger til bedømmelse, er ikke dannelsesrejsens grundlæggende grammatik — den er intakt og håndfast — men dens topografi. Scenen er ikke Goethes teatergrupper og adelsgårde. Den er Aarhus N, Edison-bygningen på Finlandsgade, 3D-printere og fejllogs, der ruller ned over en MacBook-skærm i en lejlighed med skæve gulvbrædder. Vejen er en bildungsroman fra 2026, og den er for det meste fremragende.

Romanen følger Hans Brodersen, en ingeniørstuderende fra et velstillet hjem i Risskov, der langsomt rykker sig fra sin overklasses hvide, velpolerede glasfacader mod en mere autentisk eksistens i Katrinebjergs akademiske miljø. Drivkraften er en algoritme, der konsekvent bryder ned i produktion — den kan håndtere ideelle laboratorieforhold, men kollapser, så snart virkelighed og støj sætter ind. Det er romanens centrale og meget elegante allegori: Hans' kode er hans eget jeg. Begge er designet til sterile betingelser. Begge skal lære at acceptere verden som den er, ikke som den burde være.

Det er svært at overdrive elegansen i denne konstruktion. Forfatteren formår noget, som mange samtidsromaner med et digitalt eller teknologisk tema mislykkes med: at lade teknologiens eget vokabular være bærer af menneskelig psykologi, frem for blot at dekorere en konventionel plot med fremmedord. Fejlmeddelelser, cache-logik, støj-tolerance, iterationer — alt dette er ikke scenografi. Det er det sprog, hvori Hans' indre liv faktisk tænker sig selv.

Pernille fnøs. "Simuleringer er for folk, der er bange for fedtede fingre." — Kapitel 1

Den replik, som Pernille kaster ud tidligt i romanen, er i sig selv en kondenseret version af hele bogens tematiske program. Pernille er romanens moralske anker — ikke fordi hun er den gode imod Hans' ringe etik, men fordi hun insisterer på at forblive i kontakt med det konkrete, det rå, det ufuldkomne. Det er en figuration, vi kender fra ældre litteratur: Pernille tilhører den tradition, Dostojevskij kaldte "det jordiske" — den intuitive, kropslige intelligens, der aldrig lader sig narre af abstraktion.

Romanen udspiller sig i krydsfeltet mellem Aarhus Universitets rå beton på Katrinebjerg og den kølige velstand i Risskov, og netop her rammer fortællingen sin stærkeste sociale resonans. Forfatteren skildrer tech-generationens fremmedgørelse med en bemærkelsesværdig fysisk præcision: algoritmer, klasseforskelle og begær flettes sammen til én samlet konflikt.

På den ene side står Hans' strategiske opvækstmiljø på Rolighedsvej, hvor faderen Niels taler om netværksmiddage, praktikpladser hos Grundfos og karriereveje med samme rolige kontrol, som han dekanterer sin rødvin. På den anden side findes Edison-bygningen på Finlandsgade — et beskidt og støjende arbejdsrum, hvor virkeligheden konstant modsætter sig enhver perfekt simulering.

Det er især i skildringen af klasseskel, at romanen hæver sig over den gennemsnitlige samtidsskildring. Kontrasten mellem Hans' ønske om at bygge "rene" algoritmer og Pernilles insisteren på interferens, temperaturudsving og fysisk slid fungerer som en effektiv metafor for deres sociale forskelle.

"Verden er ren, hvis man bare tænker den ren." — Hans' grundlæggende illusion

Pernille ved derimod — som datter af en mekaniker — at virkeligheden altid larmer. At nogen altid må skrue noget fast, rense printkortet eller lodde forbindelsen sammen igen. Romanen tager dermed et tydeligt, men aldrig simplificeret standpunkt til forholdet mellem klasse og arbejde.

Romanens mest risikable greb findes i de passager, hvor den teknologiske distance bryder sammen i ekstrem kropslighed. Især kapitlet "Beskidte hænder" markerer et voldsomt stilskift, hvor relationen mellem Hans og Pernille udvikler sig til en eksplicit og næsten klaustrofobisk intens sexscene.

Omgivet af lugten af loddetin, metal og varm elektronik opløses Hans' sterile facade. Det kunne være faldet til jorden som ren provokation, men scenen fungerer tematisk, fordi den understreger romanens centrale pointe: Den fysiske virkelighed kan ikke abstraheres væk gennem kode eller klasseposition.

Forholdet til medstuderende Ali tilfører samtidig fortællingen et mere komplekst lag af identitetskrise og undertrykt begær. Scenerne mellem dem er skrevet med en næsten videnskabelig spænding — som en fejl i systemet, der ikke kan rettes, men kun gennemleves.

Det er svært ikke at læse Vejen som en moderne arvtager til Jakob Ejersbos Nordkraft. Den samme insisterende socialrealisme og den samme kompromisløse kropslighed præger teksten. Samtidig trækker Hans Brodersens splittelse tydelige spor tilbage til Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld.

Hans fremstår som en moderne Janusfigur, fanget mellem Risskovs polerede distance og den beskidte nærhed, han møder hos Pernille. Når algoritmen bryder sammen ved 14.000 linjer kode, er det ikke blot software, der fejler — det er hans forsøg på at opretholde en fejlfri identitet.

Selv når romanen nærmer sig det melodramatiske, reddes den af sine præcise miljøskildringer og sin konsekvente loyalitet over for karakterernes fejl og svagheder. Vejen er i sidste ende en moderne dannelsesroman med beskidte hænder.

Den mest åbenlyse forgænger til Vejen er Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958), og det er legitimt. Men der er mindst tre andre linjer, der er værd at trække frem.

Før vi forlader den danske muld, er det dog nødvendigt at se Hans' flakken i lyset af Henrik Pontoppidans Lykke-Per, hovedværket inden for genren, der følger Per Sidenius' kamp mellem arv og miljø. Hvor Tom Kristensens Hærværk præsenterer en "omvendt dannelsesroman", hvor hovedpersonen søger opløsning frem for dannelse, søger Hans en form for rodfæstelse. Han undgår den totale deroute, vi kender fra J.P. Jacobsens Niels Lyhne – en af de mest berømte fortællinger om en dannelse, der aldrig rigtig lykkes – eller forfaldet i Herman Bangs Håbløse Slægter. Endvidere placerer Vejen sig i forlængelse af Jacob Paludans Jørgen Stein, en dannelsesroman om mellemkrigstiden. I sit sociale blik trækker romanen tillige på den kollektive arv fra Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, en kollektiv og social dannelsesroman, og Hans Kirks Fiskerne, der skildrer kollektiv dannelse i et religiøst miljø, alt imens Hans' indre isolation rummer et ekko af Martin A. Hansens Løgneren.

Stendhal — og hans begreb om cristallisation i Om kærlighed (1822) — spøger over hele romanens skildring af Hans' tilknytning til Pernille. Han projicerer fuldendte, ideelle egenskaber over på hende, ligesom Stendhals elskende projicerer over på den elskede. Men romanen er klogere end Stendhal i én afgørende henseende: Pernille er ikke blot en projektionsflade. Hun er kompetent, selvstændig, og det er netop hendes ubestikkelighed, der langsomt tærer Hans' illusion ned. Hans bliver ikke forelsket i en drøm. Han bliver forelsket i virkeligheden — og det er meget sværere.

Flauberts L'Éducation sentimentale (1869) er en endnu stærkere reference end Rifbjerg, og det er bemærkelsesværdigt, at ingen tilsyneladende hidtil har nævnt dette slægtskab. Frédéric Moreau er som Hans Brodersen et ungt menneske fra den privilegerede klasse, der besidder alle muligheder og bruger dem ufuldstændigt — flakkende, selv-saboterende, konstant trukket i modsatrettede retninger af konkurrerende begær. Men Flaubert lader Frédéric mislykkes definitvt. Romanen her er mere optimistisk — Hans' afsluttende bevægelse bort fra netværksmiddagen og mod Pernille er en forløsning, om end en ufuldstændig og åben en. Algoritmen accepterer støj. Men det noter meget præcist i romanens epilog: bevægelsen er endnu en iteration, endnu en prototype, der måske, måske ikke ville holde.

En tredje og mere overraskende slægtning er Henry James — navnlig The Portrait of a Lady (1881). Som Isabel Archer besidder Hans en åndelig og intellektuel arrogance, en overbevisning om at hans selvbillede er renere, mere autentisk end de mennesker, han omgiver sig med. Og som Isabel opdager han langsomt, at klarsynetheden var selvbedrag. Den scene, hvor Hans hemmeligt retter Alis kode og piller kommentaren til at se ud, som om den kommer fra Ali — og dernæst mærker den lettere kvalme snarere end triumf — er et af romanens fineste øjeblikke. En moderne Jamesiansk epifani i seks linjer prosa.

Det internationale udsyn i Vejen gør det også fristende at trække tråde til det tidlige 20. århundredes mesterværker. Det lukkede miljø giver mindelser om Thomas Manns Trolddomsbjerget, mens Hans' indre udvikling resonerer med den formative krise i James Joyces Portræt af kunstneren som ungt menneske samt Hermann Hesses to klassikere, Demian og Under hjulet. Ligesom i W. Somerset Maughams Of Human Bondage eller Jane Austens Emma, er dannelsen betinget af en nødvendig aflæring af egne fordomme.

Endelig skriver Vejen sig ind i et moderne samfund. I nyere dansk litteratur spejles Hans' rejse i Morten Papes Planen – en moderne dannelsesroman fra Urbanplanen på Amager – og Stine Pilgaards Meter i sekundet, en humoristisk dannelsesroman om at finde sin plads i et nyt fællesskab. Tematisk berører bogen også de mørkere lag hos Christian Jungersens Undtagelsen og Maren Uthaugs Hvor der er fugle. Internationalt vækker værkets melankoli mindelser om Haruki Murakamis Norwegian Wood, mens dets skildring af tab trækker paralleller til Donna Tartts Stillidsen og Khaled Hosseinis Drageløberen. Selv Kazuo Ishiguros Never Let Me Go – en dystopisk dannelsesroman – spøger i kulissen med sin undersøgelse af udsatte eksistenser.

Romanen er ikke bare en dannelsesroman. Den er en klasseskildring, og en skarpere end de fleste. Faderens replik ved middagsbordet — han leder folk, der leder folk — er et af de steder, hvor forfatteren komprimerer abstrakt sociologi til et enkelt, præcist billede. Pernilles far, mekanikeren, der kom hjem med olie under neglene, er hans direkte modpol. Men romanen er for smart til at lade kontrasten forblive simpel. Niels Brodersen er ikke ren skurk. I de bedste scener aner vi hans ægte bekymring for sønnen — en bekymring, der bare taler det forkerte sprog, et sprog kodificeret i netværk og positionering, fordi det er det eneste, han kender.

Kroppens tilstedeværelse er gennemgående og funktionel. Forfatteren skriver sved, ømhed, brændende lår på bakken, sorte negle, metalstøv i håndfladen — ikke som naturalistisk dekoration, men som epistemologi. At vide noget med kroppen er i denne roman at vide det rigtigt. Det er i tråd med en bred anti-kartesiansk tradition, der løber fra Merleau-Ponty til Knausgård, men her er det forankret i klassepolitik: de privilegerede lever i kroppe, der aldrig rigtig arbejder. De fattige ved, hvad de ved, fordi de ikke kan lade være.

Et sted er romanen problematisk, og det er nødvendigt at sige det direkte: de eksplicitte seksuelle scener. Den ene med Ali, den anden med Pernille i slutningen. Det er ikke spørgsmålet om eksplicittet som sådan — dansk litteratur har en lang og ærværdig tradition for åbent at skildre seksualitet, fra Hans Scherfig til Suzanne Brøgger. Problemet er proportionen. Scenerne er meget lange relativt til resten af prosateksten, og de risikerer at udmatte det fortolkningspotentiale, de ellers besidder.

Thi funktionen er klar og dygtig: Hans' nat med Ali er en passage i hans opbrud med heteronormativitetens facade — en berøring på tværs af alle grænser, klassemæssige, seksuelle, religiøse. Scenen med Pernille er den dyriske, sveddryppende modsætning til Lasses kliniske sexlegetøjskampagne og overklassens berøringsangst. Det er alt sammen på plads i romanens system. Men detaljeringsgraden overstiger, hvad systemet kræver. Det er som en algoritme, der har accepteret for meget støj: signalet drukner.

Pernille er fremragende. Ali er fremragende — hans indre konflikt mellem tro, begær, familiens ære og venskab er romanens mest komplekse psykologiske portræt, og de scener, hvor han iagttager Hans og Pernille med jalousien voksende som en ny fejl i systemet, er medrivende. Thomas, er tegnet med stor empati og diskret præcision.

Lasse er romanens svaghed. Han er det, man på angelsaksisk ville kalde et flat character — en karikatural tech-bro uden indre liv, hvis eneste funktion er at inkarnere det kyniske. Den korte glimt af hans træthed og sårbarhed i kapitel 7 lover mere, end romanen indfrier. Niels Brodersen, faderen, er en smule i nærheden af det samme problem, men her er den ambivalens mere konsekvent til stede.

Forfatteren har en stærk sætningsøkonomi og et øje for det præcise detalje. En byport holder sin sædvanlige, stille forventning. Solen kaster lys, der er lavt, skarpt og nådesløst ærligt. Ventilationsrørene kaster lange, parallelle skygger som ribben på et stort, udmattet dyr. Det er ikke pynt. Det er et sprog, der arbejder.

Han rettede ikke på skjorten.
Men han vidste, at bevægelsen stadig sad i fingrene. — Kapitel 30 (Epilog)

Den epilog er fortræffelig. Den gør ingenting op. Hans er hverken fri eller fanget — han er et menneske i bevægelse, med en krop, der husker det, den er vokset op med, og en vilje, der er begyndt at vælge noget andet. Det er den rigtige slutning på en bildungsroman. Goethe lod Wilhelm vende hjem til selskab og orden. Her sætter Hans sig op på cyklen og kører mod næste bakke.

Anmeldelsen er baseret på læsning af romanen Vejen i sin helhed af Jan Engelbrecht Pedersen. Litteraturhistoriske paralleler trækker på primærteksterne af Goethe, Flaubert, Stendhal og Henry James.