I et årtis langt virke som litteraturkritiker har man læst utallige forsøg på at pille ved den danske middelklasses selvforståelse. Fra de tidlige socialrealistiske opgør til nutidens mere psykologiserende prosa har temaet været et slidt, men evigt aktuelt terræn. Sjældent er det dog lykkedes så ubehageligt, fascinerende og konsekvent som i Jan Engelbrecht Pedersens debutroman, Skjulte Strømme. Det er et værk af en sjælden litterær vilje, der insisterer på at trække læseren ned under den velpolerede overflade af andelsforeningshygge, nordsjællandske villaer og idylliske sommerhuse.
Det mest iøjnefaldende – og litterært mest interessante – ved Skjulte Strømme er forfatterens brug af eksplicit seksualitet. Pedersen falder ikke i den grøft at gøre erotikken til et mål i sig selv eller et redskab for billig chokværdi. Han trækker i stedet på forgængere som Elfriede Jelinek, Michel Houellebecq og Sally Rooney.
Scenerne er rå, klodsede og ubehageligt ærlige. Det er i disse intime, grænseoverskridende rum, at de civiliserede facader krakelerer, og de sande magtdynamikker, formet af desperation og eksistentiel tomhed, blottes.
Romanens absolutte styrke er dens finfølende og næsten klinisk præcise karaktertegning, som giver liv til et stærkt polyfont persongalleri:
Stilistisk er Pedersens prosa bevidst og varieret. Han skifter overbevisende tone fra Marias sterile, analytiske indre monolog til de mere sanselige og kropsnære skildringer af Tove og Rikke. Det giver romanen en dynamisk rytme og forhindrer den i at blive monoton. Symbolikken – det knirkende sommerhus, havets konstante brusen og andelsforeningens klaustrofobiske fællesskab – er gennemført og effektiv, om end til tider lidt for udtalt.
Som det ofte er tilfældet med ambitiøse debutværker, har bogen dog sine skønhedsfejl. Romanens struktur, hvor de parallelle fortællinger langsomt væves sammen mod kulminationen i sommerhuset, er veludført, men vejen dertil føles til tider for lang.
Skjulte Strømme er ikke en behagelig eller "hyggelig" læseoplevelse. Den er ujævn, provokerende og til tider direkte klaustrofobisk. Men det er præcis derfor, den er nødvendig. Jan Engelbrecht Pedersen tør gå derhen, hvor megen dansk samtidslitteratur ellers bliver for pæn eller over-abstrakt, og han gør det med en form for nådesløs konsekvens.
Det er en bog om, hvordan tryghed og anstændighed ofte blot dækker over et dybt tomrum. Den vil dele vandene – nogle vil frastødes af det mørke menneskesyn, andre vil føle sig spejlet og grebet af ærligheden. Trods de strukturelle udfordringer i bogens midte er der tale om et af de mest interessante, modige og litterært velfunderede danske debutbidrag i nyere tid.